What a week

Hvor skal jeg begynde. Forrige onsdag tager Las og jeg til møde på Riget. Dobbeltmøde. Først skal vi snakke genetik og spørgsmålet om hvorvidt jeg er arveligt disponeret for at udvikle kræft med onkologerne og derefter fertilitet og muligheden for at nedfryse æggestok med en gynækolog. Det går stille og roligt uden de store overraskelser indtil Mikkel, vores søde fertilitetslæge, foreslår at nedfryse æg! Jamen det troede jeg jo ikke at jeg måtte, fordi det kræver en hormonstimulering, der kan være farlig ifht min hormonfølsomme kræft. Men Mikkel havde gjort det før og mente at det kom an hvem man spurgte af onkologerne. Ok, jamen det vil jeg da meget hellere end en æggestoksoperation. Hvornår har du sidst haft din menstruation? Det har jeg nu. Jamen så er det nu. Og lige pludselig lægger jeg med stængerne i vejret og bliver scannet og Las sidder ved siden af med øjne så store som tekopper og åben mund. Jeg ser fin ud indeni og de er klar på at gå i gang med hormonbehandling samme aften, hvis jeg får grønt lys af overlægen på onkologisk, Bent Ejlertsen. Klokken er på det tidspunkt 15:30 og det administrative personale er på vej hjem og Riget ved at lukke ned for andre end de indlagte. Vi styrter ned på onkologisk afdeling og prøver at få fat i Eva, min kontaktsygeplejerske. Hun spørger hvad vi vil og jeg svarer rådvild i øst og vest, fordi det hele er gået så hurtigt at jeg faktisk ikke er i stand til at formulere, hvad det er vi vil. Heldigvis er Las mere koldhovedet og får fremstammet at vi gerne vil have Bent til at snakke med Mikkel, så de sammen kan vurdere om jeg kan gå i gang med hormonbehandlingen. Eva er lidt stram i betrækket men får alligevel hevet Bent ud af et møde og kommmer et kvarter senere tilbage og siger at det er i orden. Hva'! Hvor vildt. Vi løber mod elevatoren men i dagens anledning skal man igennem kælderen og pludselig løber Las og jeg rødkindede og forvildede rundt nedenunder Riget med besked om at vi godt kan gå i gang med at lave et barn i en petriskål. Det er fuldkommen langt ude. Vi skriver under på diverse papirer og formularer og går fra Riget med pose nåle, en slags insulinsprøjte og en plastickop til Las' sæd. Wow. Næste stop er apoteket, hvor vi køber for over 2000,- hormoner, som jeg den næste uge hver aften kl 22 sprøjter ind i maven. Las synes det mega klamt men han synger sange for mig, når jeg skal sprøjte mig og det hjælper faktisk. Det gør ikke særlig ondt men jeg bliver oppustet og prutter helt vildt og er bare generelt stresset over at mine æg ikke synes at vokse nok. Til sidste scanning før ægudtagning ser det ud som om at der kun er et æg i venstre æggestok, der er stort nok - en såkaldt vinder og man vil helst have en 3-4 stykker ud for at sikre sig at der er nogen, der bliver til noget. Så vi tror ikke rigtig på det i fredags, da vi møder op på Riget klokken lort til ægudtagning. Las med en kop sæd og jeg med nællefeber, som jeg imellemtiden har udviklet som en reaktion på medicinen. Nuvel vi bliver vist ind på en stue fuld at mennesker, der allesammen skal stå og glo op i skrævet på mig. Men på det tidspunkt er alt alligevel så syret og jeg er lidt dopet af morfin. Alle er desuden utrolig søde og proffe. Mikkel skal da også lige være med og står i baggrunden som en anden jordemor og husker mig på at trække vejret. Vi har heldet med os og de får to fine æg ud. Det tager under en halv time og bagefter får jeg lov at ligge ned i et andet rum og hvile mig. Jeg græder, fordi jeg er så overvældet. Vi er glade men også trætte og forvirrede, og vi får først af vide om søndagen om æggene klarer det og vil befrugtes. Søndag er i dag og i morges ringede jeg til laboratoriet og fik af vide at mine æg var befrugtede og havde delt sig optimalt i fire. De fik tilmed topkarakterer! Nu skal de bare fryses ned, og så har vi en slags forsikring i banken, hvis kemoen skulle få bugt med min fertilitet. Det er helt fantastisk og vi er lykkelige. Det er selvfølgelig også mærkeligt at tænke på at vi på en måde har lavet et barn. På celleniveau. Men det er jo slet ikke sikkert at vi får brug for æggene. Vi har om ikke andet fået bevis for at vores fertilitet som udgangspunkt ikke fejler noget. Min veninde Mette synes vi skal bruge æggene under alle omstændigheder, for nu er der jo en lille én. Det er meget sødt (-: Jeg tror nu alligevel at vi prøver naturligt efter kemoen, strålingen og den første del af hormonbehandlingen. Vi har haft en skøn dag med forårsvej, lange gåture og lette hjerter. Det trængte vi til. Tak.