Halvvejs og rig

Så er 3. kemo overstået. Den var i første omgang ikke så slem som nummer 2, men nu hvor jeg sidder her i Råsted hos min far og Lis og skriver, kan jeg da godt mærke at jeg træt som en junkie...Vi har haft høj sol hele dagen, og her er så smukt at det gør ondt. Jeg er fuldstændig vild med den blanding af skov, sand, marker og sart lys der findes på disse kanter. Vesterhavet er 20 minutters kørsel herfra, og det er som om det ligger og buldrer og trækker i landskabet og i underbevistheden. Jeg er kørt herover med Las og Dissingerne, og de kommmer også og henter mig i morgen. Det er altid dejligt varmt at være i deres selskab. Havde ellers planer om at jeg skulle sidde og arbejde herovre, har tonvis af ting jeg skal have skrevet, men jeg orker det simpelthen ikke. Jeg er så træt!

Men hold nu kæft, det skal jeg lige fortælle!!! I torsdag sidder jeg og zapper fjernsyn i min efterhånden sædvanlige kemokoger og falder over programmet Penge, som jeg ellers sammen med resten af den type smålige, forbrugerhævngerrige indslag, plejer at skynde mig forbi. Men fordi det handler om kræftpatienter bliver jeg selvfølgelig hængende. Programmet handler om kritisk syge mennesker som ikke får tjekket deres forsikrings- og pensionsforhold og derfor ikke opdager at de rent faktisk har en masse penge til gode. Hmmmm, tænker jeg, skulle jeg lige tjekke de der papirer der kom ind af døren for nylig fra den der pensionskasse som DR betalte til i sin tid da jeg var ansat hos dem. Der er sikkert ikke noget at komme efter, for jeg arbejder der jo ikke mere, men når nu dem i fjernsynet ligefrem opfordrer til at man tjekker det! Jeg får papirerne gravet frem af bunken og ser at der under min pensionsoversigt for 2007 står at jeg er forsikret med et engangsbeløb på 100.000,- ved kritisk sygdom, såsom kræft. Det er da løgn! Og det tror jeg vitterligt at det er, indtil jeg som det første fredag morgen ringer til MP Pension og dobbelttjekker. Den venlige dame siger stille og roligt, at jo minsandten, det kan hun godt se og hun sender da lige skemaerne med det samme, og så skal jeg bare udfylde, og så udbetaler de pengene. Med verdens mindste musestemme siger jeg tak for hjælpen, lægger røret på og skriger til Las, der begynder at hoppe og danse rundt i lejligheden som en vanvittig. Jeg tuder lidt og skynder mig at ringe op til pensionsselskabet igen for at være helt sikker på at det ikke er en fejl. Det er det ikke venner. Jeg får udbetalt 100.000,- Tak til magasinet Penge, Danmarks Radio og MP Pension for det gode samarbejde!

Det er så ubeskrivelig dejligt og giver ro i sindet og overskud til at jeg kan bidrage lidt til den slunkne kasse. Og Las og jeg kan tage på den Thailandstur vi aldrig kom på i januar. Hvis jeg ikke lige var så forbandet træt ville jeg hoppe og danse lige nu.

Jeg ville også gerne fortælle om min praktik og mine skriverier som både er berigende og stressende for tiden, men det bliver en anden gang. Nu må jeg hvile.