Så skete det. Kemorædslerne, som jeg kun har hørt om fra mit efterhånden store netværk af kræftramte kvinder og som jeg indtil nu har været mere eller mindre forskånet for, sneg sig ind af bagføren og ramte mig som en hammer i hovedet. Jeg troede ellers lige at det nye stof taxotere var en leg. De første 2-3 dage efter behandlingen var jeg glad, frisk og rødkindet og overlykkelig for at mine sidste kemoer tegnede til at blive så nemme. Men så i torsdags begyndte jeg at få ondt i maven og halsen, og fredag vågnede jeg og havde det frygteligt. Min mund gjorde ondt, mine tænder smertede, min hals var fuldstændig lukket til, mine led gjorde ondt og jeg var bare fuldkommen smadret. Selvom Eva havde fortalt mig om alle de her mulige bivirkninger, fattede jeg simpethen ikke hvad der foregik, og jeg tog på Riget for at blive tjekket af en læge. Det hjalp bare at blive holdt lidt om af Eva og få af vide at alt var 'normalt' omstændighederne taget i betragtning. Så jeg gik hjem i seng og var frustreret og havde ondt af mig selv. Næste dag havde mine mundsmerter udviklet sig til svamp og et kæmpe rødt udslæt havde bredt sig på mit bryst og i min nakke. Det kløede helt vildt, og min mund gjorde stadig ondt og føltes fuldkommen udtørret og mærkelig. Nuvel jeg er jo som nogen af jer ved sindssygt dårlig til at være syg og bare ligge mig og acceptere tingenes tilstand. Så jeg syntes da lige at Las og jeg skulle ud at spise lørdag aften og bestilte bord på en ny biodynamisk restaurant, BioM. Las' gode og dejlige ven Sune tog med, og det endte faktisk med at blive en rigtig hyggelig aften. Men jeg var selvfølgelig helt smadret dagen efter.

Og sådan er det faktisk blevet ved indtil i går, onsdag, hvor min mund endelig begyndte at producere så meget mundvand at jeg kunne smile uden at føle at mit ansigt var ved at flække, ledsmerterne aftog og udslettet begyndte at lægge sig. Nu er det værste overstået, nå nej glemte lige at nævne at mine hænder også er helt ødelagte. De er fulde af små røde knopper der kløer og fingerspidserne er røde og meget ømme. I det hele taget er jeg meget øm, sart over det hele. Alt gør ondt, jeg kan ikke drikke varm the og spise chili og den slags. Hvis jeg støder ind i noget er smerten nærmest uudholdelig. Det er helt åndsvagt. Men jeg kan i det mindste mærke min krop og mig selv igen. Hurra! Det er bare ikke fedt at tænke på at jeg har lidt over en uge førend jeg skal have samme tur igen. Jeg håber fanme at en del af reaktionerne skyldes at kroppen blev 'overrasket' over skiftet i medicineringen og at den så måske næste ikke slår så voldsomt fra sig næste gang. Men vi får se. Nu er jeg forberedt.

En ting er den fysiske del af at blive så syg. En anden er den psykiske. Jeg har været dybt ulykkelig og fortvivlet, både fordi det var så uventet, og fordi jeg lige pludselig lå der og var skaldet og i behandling for en kræftsygdom. Og havde det som sådan en og lignede sådan en! Det gør altså en kæmpe forskel pludselig at ligge og ralle og ligne lort, når jeg indtil nu har set rimelig sund og rask ud, dyrket en masse sport og haft gang i mange ting. Lige pludselig bliver det anderledes alvorligt og farligt. Og det er jeg slet ikke i nærheden af at kunne håndtere følelsesmæssigt. Det kommer til at tage tid, og det er vigtigt at jeg giver mig selv den tid. Dén gode erfaring er der da kommet ud af en uge i helvede. Jeg bliver nødt til at acceptere at jeg er i gang med det her og at det har nogle omkostninger. Ikke dermed sagt at jeg skal ligge mig i min seng og glo ud i luften under resten af min behandling, men nogle gange er det ok at gøre det. Jeg skal finde en mere hensigtsmæssig balance imellem hvile og aktivitet. For det er også fedt at jeg har gang alt muligt. I går var jeg for eksempel ude og lave et interview med filminstruktøren Anders Morgenthaler. Jeg var rimelig boosted og kom ind på hans kontor kampsvendende og bagsyg, og det første han spørger mig om, er hvorfor jeg går med bandana. Fuldstændig ligesom et barn der peger og spørger, hvorfor ser damen sådan ud? Det var superfedt, og vi havde en god snak og interviewet blev fint.

Altså, det behøver ikke at være enten-eller. Så nu øver jeg mig i at balancere bedre og mærke efter hvordan jeg har det. Men det er sgu svært. Og det er svært for Las, og vi savner hinanden i lettere og mere ubekymrede situationer. Ferie. Der skal snart noget ferie på programmet. Jeg har ferie i to måneder fra 1. juli. Uhmmm, dejligt.

Nu gider jeg ikke skrive mere. Glæder mig til at kramme jer allesammen. Forhåbentlig snart (-: