Så ramte den mig lige. Som en hammer i hovedet. Angsten. Angst, vrede og misundelse i en pærevælling. Nå ja og en skvæt selvmedlidenhed ikke at forglemme. Hvorfor sker det her for mig?! Hvor er det bare typisk?! Jeg får aldrig lov til at have et fedt liv! De andre har alt det gode - og de er onde! Det er jo til at dø af grin over bagefter, men lige når den rammer, den der barnlige vrede forudrettethed, som jo bunder i rendyrket angst og sorg over situationen, ja så føles den så virkelig og så omfattende. I virkeligheden føles den kun så frygtelig fordi den dækker over en sorg, som synes så afgrundsdyb at jeg ikke kan rumme den, og derfor træder de negative, selvoptagede følelser i stedet. Og gør ondt værre. For når jeg først har givet efter og set min frygt i øjnene ja så har jeg det meget bedre. Så letter skyerne og jeg kan mærke hvad der er reelt og hvad der er flugt. Det er virkelig komplekst.

Nå men status er den at jeg skal begynde i kemo nu. Las og jeg var til møde på Riget i torsdags og fik afklaret en hel del. Vi fik ryddet en del misforståelser af vejen og fik meget større forståelse for hvad alt det her er for noget. Overlægen Bent og sygeplejesken Eva er fantastiske. Eva er benhård men kærlig. Lige mig. Hun har fat i mig på en fed måde. Vi fik forhandlet os frem til en løsning, som tager højde for hvor vi er i vores liv. Jeg tager kemo på i alt 6 behandlinger med 3 ugers mellemrum. Derefter stråling hver dag i 5 uger. Det vil sige 23 uger og så er det slut. Anti-hormonbehandlingen var jeg jo lidt loren ved, men nu forstår jeg hvad det går ud på, og vi har aftalt at jeg tager den i 1 år. Holder pause og får børn og så begynder jeg på den igen. Det er en deal som Las og jeg godt kan leve med. Jeg taber håret og jeg bliver lidt dårlig i de første dage efter kemoen. Men min dosis og medicinen er afpasset efter min gode situation, nemlig den at jeg er rask, så det er ikke noget med at jeg ligger og raller og ikke kan noget som helst. Eva gør meget ud af at tegne et andet billede i vores hoveder af hvad kemo og efterbehandling er, og det er meget sundt for mig, der jo ikke har de bedste erfaringer med den slags. Mit forløb har intet med min mors at gøre, og selv hvis det viser sig at jeg er arveligt disponeret for kræft, så er det ikke min mors kræft jeg arver men gen'et for at udvikle kræft. Eva tog mig med det samme om skuldrene og viste os rundt på onkologisk afdeling og sagde til mig at her skal du så behandles og du kommer til at se mange syge mennesker men det har intet med dig at gøre. Intet. Du er en sund og rask pige. Vi skal bare sørge for at du bliver ved med at være det.

Det er en skøn energi, som jeg har rigtig meget brug for. Især fra det systems side. Så det var faktisk en lettelse at være til det møde. Nu skal vi godt nok lige beslutte senest onsdag om jeg vil have opereret en æggestok ud. Sagen er den at der er risiko for at kemo ødelægger fertiliteten. I mit tilfælde er den 90% chance for at den ikke gør det, men hvis jeg vil kan jeg altså få nedfrosset en æggestok til senere opsætning. Der er ingen garanti for at det virker, når man sætter den op igen. På den anden side er det jo en måde at sikre sig på. Måske. For hvis jeg nu ikke bliver beskadiget er der jo risiko for at jeg så kun har en æggestok at blive gravid med i stedet for to sunde. Det er fanme svært. Både Las og jeg er i tvivl. Men vi har en samtale med en gynækolog på Riget onsdag kl 14, og så er vi forhåbentlig lidt klogere. Derudover skal vi i gang med gentest, for at finde ud af om jeg er arveligt disponeret. Så det er noget af en omgang, og jeg er helt smadret i dag. Las er taget til Aalborg med drengene for at spille koncert og jeg tusser lidt rundt her i lejligeden. Det er sgu meget rart. For os begge. Det slider jo selvfølgelig på et forhold sådan noget her, selvom man prøver at tage hensyn og være kærlige og rare. Og jeg skal helt klart være bedre til at pleje den del af mit liv. Har haft stor succes på mit nye job på KBH. De er vilde med mine tekster og de ting jeg laver, og det er så fedt. Men så glemmer jeg lidt hvad jeg står midt i. Og det er både godt og skridt. Skal lige arbejde på at finde balancen i det.

Nu vil jeg hente vasketøj og handle. Ciao.

Hul igennem

Inden jeg går videre vil jeg lige minde om at hvis man klikker på post'en eller afsnittes overskrift kan man se min tekst og de kommentarer der er skrevet. Jeg synes bare at I allesammen skal have del i de fantastiske, kloge og smukke ting, der bliver kommenteret herinde!

I dag vil jeg gerne fortælle om min dag i går, som var utrolig dejlig fordi:

Lørdag 10.02.06
"Jeg har lige hentet en indkøbspose i bilen og det føles så uendelig normalt og ligetil, at jeg bliver helt lykkelig. En lille varm glæde i maven. Følelse af fremtid, håb og lyst. Mit liv slutter ikke her. Vi er voksne mennesker, der elsker hinanden, og vi lever sammen - sådan her. Lige præcis sådan her. Det føles virkeligt. Det er længe siden det har føltes virkeligt. Aftenen dufter af frost, og jeg er lige her, i mit hjem. Med en indkøbspose jeg lige har hentet i bilen. Min kæreste er kørt til Vanløse med medicin til sin mor, der har en slem influenza. Han kommer tilbage. Vi spiser muslinger i champagne med ovnvarmt brød til, holder lidt om hinanden, ser en film i tv, elsker måske. Det er mit liv, og det er virkeligt, fordi det er her og nu og ikke i kræftens klør. Det er første gang siden min diagnose for 1 1/2 måned siden, at jeg mærker den form for normalitet igen. Eller det er måske er forkert ord. Den form for ligefremhed. Mit liv i et 1:1 forhold. Aner ikke hvorfor det rammer mig lige nu men det føles fanme rart.

Hverdag igen

Jeg har haft en dejlig uge. Det er skønt at begynde at arbejde igen og blive udfordret intellektuelt. Jeg nyder at være på KBH redaktionen og har allerede fået et par rigtig spændende opgaver. Så i næste nummer af bladet kan I læse en del ting, som jeg har skrevet. Jeg vil da også lige reklamere med, at jeg her på sitet har lavet et link til mine filmanmeldelser for de interesserede.

Denne blogs indhold er barskt. Jeg ved det. Men det er sgu også barskt det jeg går igennem. Men jeg har også stadig et dejligt liv sammen med alle jer, og jeg kan mærke, at jeg er ved at finde tilbage til den glæde, der er forbundet med det. Jeg giver mere slip. Jeg vil ikke skrive så meget om det nu. Jeg er træt og har tømmermænd. Tak for en fantastisk aften/nat Lou! Sådan en veninde/cava/sladreaften var lige hvad jeg havde brug for. Jeg kan så fortælle, at da jeg kom hjem ved en 4:30 tiden, faldt jeg i søvn på sofaen døddrukken med ovnen tændt. Jeg vågnede op ved 8-tiden og fattede intet. Sendte en sms til Las og spurgte, hvor han var og om han var ok. Bagefter gik jeg ud i køkkenet skrækslagen for at ovnen stod i flammer og så forundret at mine falafler havde fået lige tilpas og at ovnen var slukket. Hmmmm, jeg havde da vist heller ikke dyne på, da jeg faldt i søvn? Jeg gik ind i soveværelset og fandt min mand snorkende og helt ok. Jo tak. Det kræver reperation, så nu vil jeg smide mig på sofaen og se Ugly Betty, eller hvis jeg gider, en film.