fredag den 15. juni 2007

Nå ja

Og så glemte jeg at fortælle at jeg har fået svar på min gentest og den er negativ. Hurra. Der er ingen tegn på mutation i de to gener som de kender og har testet for, så jeg er så vidt vides ikke arveligt belastet i forhold til at udvikle kræft. Det er en stor lettelse, også i forhold til at sætte børn i verden. Nu kender de selvfølgelig ikke alle gener, og det kan ikke fuldstændig udelukkes at jeg er arveligt disponeret, men resultatet gør en stor forskel i forhold til min risiko for at få kræft igen.

Så alt i alt en skøn besked (-:

mandag den 11. juni 2007

Kun 1 tilbage!

Så er anden sidste kemo overstået. Nu har jeg kun 1 tilbage. Det er skønt. Jeg fik kemoen i dag kl 11:30 og kan ikke mærke noget endnu, andet end at jeg er speedet af binyrebarkhormonerne. Men sidst kom bivirkningerne også først hen ad torsdag da jeg stoppede med medicinen. Jeg håber jeg kan holde dem lidt mere nede den her gang. Vi får se.

Ellers har jeg det godt. Kæmper for at få de sidste ting færdig til KBH, så jeg kan holde velfortjent ferie. Vi holder forrresten sommerreception og afstedsreception for mig på KBH fredag d. 29. juni og venner og familie er meget velkomne. Det er i gården i Kronprinsessegade 24.

Og øv, jeg har nu mistet mine bryn og vipper. Det ser total latterligt ud og betyder at jeg skal stå hver morgen og male bryn og en tyk streg på øjenlåget for bare at se nogenlunde normal ud. Og venner, der er en grund til at man har bryn, vipper og hår i næsen udover at det for de to første tilfældes skyld ser pænt ud. Det er for at forhindre at der dratter alt mulig lort ind i øjnene hele tiden og uhæmmet løber snot ud af næsen (-: Se det er sådan noget man ikke normalt tænker over så vær glad for jeres kropsbehåring. Den har praktiske funktioner!

Nå men jeg er bare så glad for det her fantastiske vejr. Det gør jo det hele lidt sjovere, lysere og smukkere.

Nyd det.