Nu på www.blogomkraeft.dk

Jeg har ikke skrevet herinde længe. Det skyldes først og fremmest at jeg er begyndt at blogge på Kræftens Bekæmpelses blog (se link øverst til venstre), så jeg har svært ved at finde tid til det hele. Men gå endelig derind og læs både mine og andres indlæg.

Tænk sig, jeg er færdig med stråling på fredag. I overmorgen. Så er jeg færdig med mine ambulante behandlinger og skal til at i gang med at leve et helt almindeligt liv. Så almindeligt som det nu kan blive! Jeg begynder som redaktør på KBH på mandag, og så kører bussen ellers bare. Det er skønt og skræmmende. Jeg kan mærke at jeg har tendens til at stresse, og at jeg skal passe på mig selv. Jeg er stadig sårbar og kan have dage hvor jeg ikke kan overskue noget som helst, og det skal jeg lige være opmærksom på. Jeg er også startet på anti-hormon kuren, og har de vildeste hedeture! Det er syret. Så alle jer midaldrende kvinder eller derover - jeg ved hvad I snakker om!

Mit hår og mine øjenbryn er så småt ved at vende tilbage, så hver morgen priser jeg mig lykkelig for at have fået mere og mere af mit ansigt tilbage. Det er virkelig dejligt.

Jeg har ikke så mange bivirkninger af strålingen. Er lidt rød og øm, men det er ikke noget der generer mig synderligt. Men de siger også at det topper 14 dage efter behandlingen, så der kan nå at ske ting og sager.

Anyways, jeg glæder mig til på fredag at fejre at det er slut med behandlinger - og forhåbentlig for altid.

Stråling fortsat

Ja nu er jeg sådan set blevet ok venner med den stråling. Eller sagt på en anden måde, jeg har vænnet mig til det. Vænnet mig til at der ikke er tid til omsorg og til at snakke og lære sygeplejerskerne at kende. Sådan et det bare. Det er benhård business, ind og ud på under ti minutter. Og sådan må det nødvendigvis være når der åbenbart er for få strålekanoner og for lidt personale til at betjene dem i Danmark. Jeg overhørte en samtale mellem to damer i venteområdet forleden. Den ene blev fløjet ind fra Karup hver dag for at få sin strålebehandling - og hvis jeg ikke har nævnt det, så snakker vi altså om mellem 24 og 29 behandlinger. Én hver dag i cirka en måned. Men hun viste sig at være den heldige, for den anden dame og hendes mand brugte sammenlagt 11 timer hver dag på transport for at hun kunne få sin behandling. Det er jo helt vanvittigt. Så jeg skal ikke brokke mig. Jeg kan cykle til Riget på et kvarter, og strålingen bliver højst et lille afbræk på en dag der er fyldt med alt mulig andet. For dem er det bare det eneste dagene drejer sig om. Så kan jeg godt forstå hvis man bliver træt!

Jeg har ikke fået nogen bivirkninger endnu. Det kan sagtens nå at komme. Man siger at de topper efter 14 behandlinger, og jeg har kun fået 10. 19 to go. Men under alle omstændigheder tror jeg at de bliver milde. Jeg er også så heldig at være kommet med i forskningsprojekt det hedder PACT. Det foregår på Rigshospitalet i de samme lokaler som Krop & Kræft, som jeg deltog i under min kemo og er stort set bygget op på samme måde. Det er fysisk træning i form af styrketræning, spinning og afspænding, men til forskel fra Krop og Kræft er det kun 1 gang om ugen men til gengæld i et helt år og kombineret med coaching. Det er superfedt, og jeg er så glad for at kunne træne under supervision og sammen med andre. Jeg kan virkelig mærke at det giver mig meget at føle mig stærk og i god form, og det er et eller andet sted ret flippet at jeg nu efter operation og kemo og midt i strålingen er i bedre form end jeg nogensinde har været. Det er på toppen.

En anden ting som jeg bestemt heller ikke havde set for mig, da jeg for et halvt år siden fik min diagnose og begyndte efterbehandling, det er at jeg har fået et rigtig fedt job. I torsdag spurgte chefredaktøren på KBH, det magasin hvor jeg har arbejdet det sidste halve års tid, om jeg kunne tænke mig at være redaktør. Jo tak! Så pr. 3. september er jeg redaktør på et magasin som jeg synes er bragende godt og som i år fik en branchepris som årets bedste. Det er sgu da for vildt. Mit første rigtige, lønnede job efter jeg er blevet uddannet. Og jeg som troede at det at få kræft og gå i behandling var lig med at mit liv gik i stå, og jeg skulle ligge brak i hele 2007. Det er altså en skøn følelse at det på ingen måde behøver at være sådan. Det har jeg også fortalt til en journalist fra Alt for Damerne som har været forbi for at lave et interview til deres oktobernummer. De vil åbenbart lave en artikel om kvinder der har haft kræft og om hvordan man kommer videre. Og den journalist jeg snakkede med har fokus på sport, og så har hun altså fundet frem til mig. Hø hø - mig der aldrig har dyrket noget særlig sport og først for nylig er begyndt at identificere mig med den del af mig selv. Anyways, det er i hvert fald fedt at være med til at få budskabet ud om at kræft ikke nødvendigvis er en dødsdom, og at behandlingen af det ikke behøver at betyde at man bliver forvandlet til en lille bleg grøntsag der ligger i en seng og ørler. Det sker selvfølgelig for nogle, men det er ikke sandheden om at få en kræftdiagnose. De vil så også have en masse billeder af mig og mit skaldede hoved, og det synes jeg sådan set er fint nok. At de vil holde det real. Glæder mig til at se resultatet.

Nå nu vil jeg flade ud sammen med Las. Vi har tømmermænd efter en fantastisk aften på Umami. En hundedyr og trendy japansk restaurant i St. Kongensgade hvor jeg havde inviteret Las hen for at fejre vores 2 års dag og mit nye fru redakteur job. Det var så lækkert, og vi drak os sejlende i sake og blærede cocktails. Herligt.