Update

Det føles som længe siden jeg har skrevet her. Ved ikke. Der har været så meget. Nu er hverdagen lige så stille begyndt, og det er både skønt og svært. Nu skal jeg til at lære at leve et normalt liv så at sige velvidende at jeg lige har haft kræft og skal igennem en omfattende efterbehandling. Desværre mere omfattende end jeg havde håbet. Stråling er obligatorisk, når man har fået lavet en brystbevarende operation. Kemoen troede jeg måske jeg kunne slippe udenom, fordi mine prognoser er så gode. Men nej, det anbefaler de. Plus en anti-hormonbehandling, der skal løbe over 5 år! Den kræfttype jeg havde, var hormonfølsom (det man kalder østrogen receptor-positiv) og derfor anbefaler de en behandling, der forhindrer kroppen i at producere østrogen og således sætter mig i en slags kunstig overgangsalder. Den har jeg virkelig svært ved at æde! Kemo er direkte perverst, og det er fuldkommen bizart at skulle have spøjtet sygdom ind i kroppen - at blive syg når man ikke er syg for ikke blive syg. Det giver ingen mening. Men det har trods alt et kort tidsperspektiv. 2*3 behandlinger med et par uger eller 3's mellemrum. Det er til at overskue. Hormonbehandlingen løber over 5 år, og spørgsmålet er om jeg så ikke kan få børn i hele den periode. Børn er jo i det hele taget det store spørgsmål i den her sammenhæng. Både kemoen og anti-hormonbehandlingen påvirker min fertilitet, og jeg er hundeangst for at resultatet bliver, at jeg simpelthen ikke er i stand til at få børn. Eller at der et uforsvarligt, fordi en stigning i østrogenproduktionen under graviditet kan medføre at eventuelle tilbageblevne hormonfølsomme kræftceller vokser. Jeg er fanget af min egen krop! Det er rædsomt. Jeg elsker min krop. Mine bryster. Min kvindelighed. Min fertilitet. Nu er den på en eller anden måde blevet min fjende. Og folk omkring spytter bare børn ud. Det er fanme tarveligt.

Min gode veninde Naomi sagde forleden til mig, at hun ville ønske, der var noget hun kunne gøre for mig udover at være der og elske mig. Det er der sagde jeg. Få det til at gå væk. Det er sådan noget små børn siger til deres mor og far, når det gør rigtig ondt. Få det til at gå væk. Men jeg er et voksent menneske, og der er ingen nogen i den her verden, der kan få det her til at gå væk. Jeg skal 'lære' at leve i og med det. Også selvom jeg i kliniske termer ikke længere har kræft. Det er fanme en hård nyser, og jeg er uendelig glad og taknemmelig for at mine venner og min familie er der og elsker mig. Jeg kunne ikke klare det uden. Men det føles i sidste ende alligevel ensomt. Det er min krop der er sket med. Og mit liv, der står på spil. Sådan er det bare.

Jeg har erfaret, at det er det følelsesmæssige arbejde i alt det her og især i forhold til efterbehandling, der er det primære og skal være det væsentligste fokus for mig. Jeg er ung og stærk og skal klare kemoen osv., men jeg er skrøbelig indeni så at sige. Brystkræft har fyldt meget i mit liv. Min mor fik det konstateret, da jeg var en 10-11 år gammel og døde af det, da jeg var 17. Det er klart, at jeg kobler min sygdom med hendes, og at jeg har svært ved at holde det adskildt. Det har taget mig rigtig mange år frigøre mig fra sorgen over tabet af min mor (jeg er faktisk ikke sikker på at det helt er lykkes), og nu står hun der igen. Denne gang med den forbandende sygdom, som jeg måske har arvet fra hende. Det er sgu da ufatteligt irriterende. Men det her er mit liv, og jeg er ikke syg mere. I dag skal jeg for eksempel flytte sammen med min elskede i vores fantastiske lejlighed. Det glæder jeg mig til. Og prøver ikke at tænke på hvor tarveligt det er, at der ligger denne mørke sky henover vores lykke.

Den 22. februar skal jeg og Las og mødes med det team af onkologer (kræftspecialister), der skal planlægge min efterbehandling. Der er lidt lang tid til, men det passer mig faktisk fint. Det er en rar pause, hvor jeg kan nå at tænke det ordenligt igennem og få min hverdag med nyt arbejde og nyt hjem op at køre. Her er de foreløbige spørgsmål jeg vil stille onkologerne. Hvis I kan komme på flere, så lad mig endelig vide det. God weekend og masser af kærlighed.

Kemoterapi:
- går jeg i overgangsalderen?
- kan jeg blive gravid efter kemoen? Hvor lang tid skal der gå?
- hvorfor skal jeg have de her behandlinger?
- taber jeg håret?
- hvilken type kemo – navnet på medicinen?
- hvad er fordele og ulemper?
- er der nogle kemoterapiformer der forårsager for tidlig overgangsalder frem for andre?
- kan man forhindre tab af fertilitet?
- hvordan udvælges doser?
- hvad er de kortsigtede og de langsigtede bivirkninger?

Hormonbehandling:
- hvad er min menopausale status og hvilken indflydelse har det på behandlingsformen?
- Tamoxifen blocks the effects of estrogen on breast tissue without changing your body's production of estrogen?
- Svagere knogler?
- påvirker behandlingen min mulighed for at blive gravid?
- hvad er fordele og ulemper?
- vil jeg gå i overgangsalderen?
- hvor lang tid varer behandlingen?

Hvad betyder 5 års survivalmark?
Kan jeg komme til at tale med en fertilitetsekspert?

2. operation overstået

Jeg er træt som et alderdomshjem. Min krop er tonstung, og jeg kan ikke tænke en eneste klar tanke. Jeg kan heller ikke finde ud af bare at smide mig foran dvd'en og glo. Derfor går jeg lidt hvileløst rundt i lejligheden og er nu endt her, i mit virtuelle confessionroom. Blev opereret for anden gang i forgårs, torsdag d. 18. januar. Det var en ukompliceret sag, der ikke tog mere end en times tid, og jeg var hjemme igen samme eftermiddag. I går havde jeg det helt fint, men i dag må jeg have fået en slags narkosetømmermænd eller lignende!

Denne gang på Riget mødte jeg Trine. En 36 årig mor til to, der lige har fået fjernet sit ene bryst og heldigvis er uden for fare (I kan læse hendes kommentar ved at klikke på overskriften til forrige afsnit). Det var skønt at snakke med en anden brystkræftpatient, og jeg håber at vi kan blive ved med at have lidt kontakt - enten her eller ude i den 'virkelige' verden. Jeg ønsker hende i hvert fald det allerbedste, og er sikker på at hun og familien klarer skærene.

Jeg er meget dårlig til bare at lave ingenting og lade tankerne svæve i alle mulige og umulige retninger, men jeg vil nu alligevel gøre forsøget, for jeg orker ikke rigtig noget. Men inden jeg gør det, vil jeg dele nogle af mine mest bange og uredigerede tanker med jer. Også fordi jeg jo håber, at der på et tidspunkt er mange flere ligesom Trine, der kan få noget ud af at læse de her mange tanker og følelser. Det er et par sider jeg skrev i Jylland, nærmere bestemt tirsdag d. 16. januar om aftenen:

"Jeg vil ikke være syg. Jeg er pissebange for at blive syg. Altså sådan rigtig syg. Af kræft. Bange for hvad der kan ske med min krop, som jeg ikke har en skid kontrol over eller forstår. Jeg har aldrig prøvet at være sådan rigtig syg. Og nu har jeg haft brystkræft uden sådan at være rigtig syg. Jeg har haft en dødelig sygdom uden at kunne mærke det indeni som andet end en stor følelsesmæssig belastning. Det er bizart. Det er jo også med til at gøre den her brystkræftdiagnose uvirkelig. Fordi jeg ikke har kunnet mærke noget, før jeg blev opereret og fik sår af det. Nu er de langsomt ved at hele, og en dag om ikke så forfærdelig længe er de bare nogle hvide linier i min hud. Men sygdommen, eller hvordan man nu vælger at kategorisere det, sidder stadig i mig mentalt. Og det vil den gøre altid. Angsten for kræften er meget present, og jeg føler en stigende trang til at tale ud om det med en professionel terapeut. Det er så uhåndgribeligt. Tænk hvis jeg bliver rigtig, rigtig syg. Tænk hvis jeg lige pludselig ikke kan en skid og bare ligger og har smerter. Tænk hvis jeg bliver grim og gammel før tid. Tænk hvis jeg ikke når at leve - leve mine drømme ud. Tænk hvis den her kur ikke virker. Tænk hvis strålingen og evt kemoen ikke virker. Tænk hvis det kommer tilbage om 10 år og er endnu sværere at behandle. Tænk hvis jeg ikke opdager det i tide. Jeg vil leve mit eget gode, skønne liv og ikke dø som 44 årig ligesom min mor. Jeg vil så gerne tro."

...tilføjelse

Ja jeg er ikke helt sikker i det her system endnu! Det link jeg forsøget at lave inde i teksten "Tirsdag 16.01.07 Hammerum" virker åbenbart ikke. Se i stedet min linkliste i vinduets venstre side.

Tirsdag 16.01.07 Hammerum

Sidder min søster Vibber og hendes kæreste Heidis køkken. Min søster vansker op og hunden sover. Det er svært hyggeligt. Vibber og jeg har en søster-alene-dag og har ikke helt besluttet os for hvad vi skal lave. Måske ingenting.

Jeg er nu så småt begyndt på Budwig-kuren. Det er jo svært at sige noget om virkingen osv. Men det er nemt og smager godt. Og man skal ikke ud og købe sig fattig en milliard kosttilskud. Det finder jeg utrolig sympatisk. Cecilie (Las søster) undredede sig formentlig med rette over Dr. Budwigs mange nobelprisnomineringer. 6 eller 7. Det kan de vist ikke blive helt enige om, og på følgende link kan man læse om, hvorfor det er mistænkeligt, når forskere og tilhængere af en bestemt forskers resultater begynder at reklamere med at forskeren har så og så mange nobelprisnomineringer. Det synes jeg da er et vigtigt indspark.

Det forhindrer mig dog ikke i at fortsætte med kuren, men det er altid sundt at få nuanceret billedet af noget man er blevet indtaget af (-:

Søndag 14.01.07

Tak til Svigermor Gunhild, Anne-Kirstine, Margrethe, Christin, Las, Louise D, Ras og Siri og Cecilie for dejlige kommentarer på min blog. Jeg er meget glad for, at I har taget så godt imod den!

Lige nu befinder jeg mig i Råsted. Et godt stykke udenfor Holstebro i et skov- og sommerhusagtigt område har min Far og min papmor Lis købt en grund og bygget et amerikansk pinewoodhus. Det er super lækkert og idyllisk, og jeg nyder i fulde drag at være isoleret herude i naturen. Træerne rusker godt i blæsten. Og i Vesterhavet for den sags skyld! Vi kørte en tur til vestkysten i dag. Det var ikke for hængerøve. På vejen til Bovbjerg Fyr blæste skumspøjtet ind over vejen og ned på bilens forude, og da vi skulle ud af bilen var det nærmest umuligt at vriste dørene op. Men vi skulle jo ud og mærke naturens vilde og vældige kræfter, og vi fik os da også kæmpet op på klitterne. Synet og lyden af et kæmpestort frådende hav, der vælter ind mod kysten og oversvømmer diger og havneopmråder er ganske enkelt bjergtagende. Og det er for fedt at læne sig op imod vinden og stå tippet og råbe ad sine lungers fulde kraft alt imens salt og sand slår ind i ansigtet og munden. Lis og jeg sad storgrinende og tyggede på sand i bilen bagefter.

Ellers bruger jeg tiden på at læse om en ny kur jeg har fået anbefalet af en god veninde - Roxannas veninde Fie blev for et års tid eller mere siden opgivet af det danske sundhedsvæsen. Hun havde en hjernesvulst og var dødsdømt. Men så fandt hun og Roxanna ud af, at der fandtes en østrigsk læge, som havde vældig gode resultater med en bestemt form for ernæringssammensætning. På det tidspunkt arbejdede han i Thailand, så Fie og hendes nærmeste lavede en indsamling på nettet og rejste penge nok til at tage afsted og få behandling i Thailand. Få måneder senere kom Fie hjem. Hun var helbredt. Lægerne på Riget kunne kun nikke og sige jamen det er jo fantastisk. Nu hjælper Fie og Roxanna andre cancerpatienter. Blandt andet mig. For selvom mine læger har sagt at jeg er rask, vil jeg gøre alt for ikke at få tilbagefald, og det handler meget om at give sine celler og sit immunforsvar de bedste levebetingelser. Jeg linker til Dr. Johanna Budwigs hjemmeside for de interesserede:

http://www.healingcancernaturally.com/budwig_protocol.html

Jeg har valgt Dr. Johanna Budwigs kur frem for Hanckes, men begge kure er funderet i at kurere cancer via ernæringen. Det giver fantastisk god mening for mig, og jeg ser frem til at komme i gang med det.

Jeg har det godt. Det er selvfølgelig stadig svært det her - også fordi det er gået så hurtigt. Det er godt i forhold til min helbredelse, men rent følelsesmæssigt skal der også arbejdes. Jeg har haft kræft, og jeg kan få det igen. Jeg er først lige gået i gang med at 'uddanne' mig til, hvordan jeg bedst og mest rigtigt for mig forholder mig til det faktum. Samtidig med at jeg øver mig i at give slip og leve mit liv. Det er en stor udfordring, men jeg er fanme klar til at tage den op. Jeg kan jo ikke gøre andet. Det er mit liv og jeg står midt i det.

Tors 10.01.07 Forstoppelse

Jeg er træt i dag. Træt og proppet til randen med informationer om behandlinger - alternative såvel som mere etablerede. Jeg har planlagt en tur til Jylland fra lørdag til onsdag, og det er det helt rigtige tidspunkt. Jeg glæder mig til at stige ombord på toget og rejse. Der er noget helt særligt og fantastisk over at være i bevægelse samtidig med at man sidder stille. Det er velgørende og et glimrende rum for tankeflugt, dagdrømmeri og smålure. Jeg har brug for at lade tankerne svæve ud over de landskaber jeg passerer. Og jeg har brug for at se min familie og være henholdsvis fars lille pige og søsters lille søster i et par dage.

Las og jeg købte nyt køleskab og emhætte i går. Ja virkeligheden banker på. Det var superhyggeligt og fedt at få gjort. Og vi kom ikke engang op at diskutere i Punkt1 eller Snehvide, eller hvad man nu ellers kunne forestille sig af skrækscenarier i den sammenhæng. Det tog en time, og vi var enige om det hele. Nu glæder vi os helt vildt til at flytte sammen i vores nye lækre lejlighed og få alt det her bare en lille smule på afstand. Og vi glæder os til at invitere alle vores dejlige venner på besøg. Som jeg sagde til Las i går, da vi gik og gjorde rent heroppe: Det er altså noget sjovere at gøre klar til en fremtidigt liv sammen og lege far, mor og børn, når man ikke længere har en livstruende sygdom hængende over hovedet.

Nu orker jeg ikke at skrive mere. Jeg er som sagt helt fyldt op af informationer, som jeg skal have struktureret og tænkt igennem, inden jeg kan tage stilling til, hvad jeg synes er det rigtige at gøre herfra.

Champagnedag

Hurra! Yes! Jeg er 20 kilo lettere indeni! Jeg er rask! Jeg er helbredt! Det er for sindsygt.

Dagen begynder ellers total helvedesagtigt. Har sovet elendigt og gennemsvedt min dyne af angst for i dag, hvor jeg skal møde på Riget og have svar på alle prøver fra operationen. Som aftalt ringer jeg i forvejen og spørger om mine svar er klar. Det ved de ikke rigtigt. Skal lige tjekke. En sød sygeplejerske roder rundt i nogle papirer og kommer tilbage til telefonen og siger at de har nogle svar, men hun skal lige tjekke med Rita (min læge på Mamma) om det er tilstrækkeligt. Ring tilbage om en time. Den time sender mig ud på en lang frustrende rejse af vrede, frygt og irritation. Endelig er den gået og jeg ringer op igen. Stadig tvivl. De beder om mit nummer, så de kan ringe tilbage. Svartiden er kl 12.20. Klokken er nu 11. Jeg er ved at blive sindsyg. Jeg hader, at de ved mere end mig. Holder de med vilje noget tilbage? Er det fordi, der er problemer med prøverne, at de ikke er klar? Er det fordi, der står i papirerne, at jeg alligevel er meget syg og skal dø? Mobilen ringer. Jeg kan komme til svartid. De har de papirer de skal bruge. Lettelsen giver plads til al sorgen og angsten og gråden. Det skal ud, og det kommer det.

Min kæreste Las og jeg taler om bagefter, da jeg er blevet tung og rolig igen, at lige der midt i den form for angst og bæven, da er man fuldkomen alene. Der kan ikke engang Las tage med. Og sådan må det nødvendigvis være. Det er jo mit liv. Jeg siger til Las, at når jeg sidder der på hug og lader den dybe hulkegråd strømme igennem mig, så føler jeg mig som en gammel kvinde, der sidder alene midt i ødemarken eller på tundraen og skriger sine sorger ud. Der er en voldsom urkraft i det, og jeg føler mig trods ensomheden i det forbundet med alle kvinder til alle tider, der har levet og dermed lidt. Det er ret smukt at tænke på. I hvert fald bagefter.

Til mødet på Riget fortæller Rita os, at der ser virkelig godt ud. Knuden i venstre bryst er en bindevævsknude (og det er de sikre på den her gang!), og der ingen spredning til lymferne. Den cancerknude de har taget ud er en meget langsomt voksende type og ikke videre aggressiv. Det vil sige at risikoen for at canceren har bredt sig er meget lille. Med en brystkræftdiagnose i min alder er det det bedst tænkelige resultat. Og et meget usædvanligt resultat. Der er åbenbart ikke ret mange i verden på min alder, der får den type cancer. Normalt får unge mennesker en meget aggressiv form for cancer, der spreder sig hurtigt. Jeg har haft en slags gammelkonecancer. Bare heldigt for mig. Det betyder dog at lægerne ikke har et hav af fortilfælde ligesom mig, som de kan søge erfaring i, når de skal planlægge mit efterhandlingsforløb, så Rita vil tage min sag med til en konference d. 17. januar og diskutere med kræftspecialister og patologer, hvad der er det rigtige for mig. Det er nemlig ikke nødvendigvis kemoterapi. Når jeg har så god en prognose er sprørgsmålet om det er det værd at skyde en masse gift ind i kroppen på mig. Jeg får af vide, hvad de har diskuteret sig frem til d. 18. og Rita og jeg har endnu et møde d. 25. januar. Hun har også sagt til mig, at jeg også skal gøre op med mig selv, hvad jeg synes er det rigtige mht kemo. Det er selvfølgelig et ansvar som man godt kunne være foruden, men på den anden side udspringer det af, at min helbredelsesprocent allerede er meget høj. Der er stadig mange ting at tage stilling til. Plus de genetiske test, der skal afgøre om jeg er genetisk disponeret for at udvikle cancer, påbegyndes i april, så der bliver også en masse nyt at forholde sig til.

Men alt i alt er jeg og Las og alle vores nærmeste meget glade og lettede. Den eneste lille hage ved det, er at jeg skal opereres igen. Ja. Det er ikke noget farligt. Lægerne synes ikke at de har fået fjernet tilstrækkeligt af den 1cm sikkerhedszone, som de rutinemæssigt fjerne rundt om den udtagne cancerknude. Det er selvfølgelig belastende at skulle ind igen. På den anden side er det da rart at vide, at de gør deres arbejde ordenligt og følger det til dørs. Plus det er Rita herself, der gør jobbet færdig. Det glæder mig, for hun er supertjekket og fantastisk sød. Hun er meget omsorgsfuld og levende og vi har en god kemi. Den nye operation løber af stabelen torsdag d. 18. januar - om en uges tid. Ja jeg har heldigvis ikke mærket noget til det danske sundhedsvæsens langsommelighed på kræftområdet!

Nu har Las og jeg drukket champane i vores nyrestaurerede lejlighed sammen med homie Anders. Vi er trætte og skal sove nu.

Godnat og tak til de højere magter, hvem de end måtte være.

Fredag

Det er begyndt at gøre ondt i operationssårene under armene. Lort. Jeg tror det er fordi jeg har okset for meget rundt. Tålmodighed er ikke min stærke side, og jeg synes ,at jeg skulle ordne alt muligt. Nu har jeg fået besked på at slappe lidt af, både af Riget, min kæreste og min bofælle. Slap af!

Mette kom forbi i morges med græskarkerneboller og frøsnappere. Uhmmm. Spandevis af the og sladren senere blev jeg bugseret ned i hendes ladcykel og kørt til Nørreport station. Tak for lån Aksel (Mettes lille søn). Og tak for turen Mette (-: Således fik jeg som træt patient og veninde set byen fra en helt ny og sjov vinkel. I frøperspektiv. Det kan anbefales.

Fra Nørreport station kørte jeg til Lyngby til min første konsultation hos Hancke. Et skønt sted og en seriøs og rar læge, der taler et helt andet sprog end på Riget. Jeg har nu fået en kostplan og nogle kosttilskud jeg skal tage. Det føles enormt godt selv at kunne gøre noget. Og netop noget behageligt, sundt og opbyggende. Om det giver gode resultater vil tiden vise. Tidsperspektivet i den her sygdom er jo på alle måder så abstrakt og uhåndterligt, at jeg tror det er vigtigt at gøre alt hvad man kan og føler er rigtigt.

En 30 års fødselsdag venter forude. Jeg kan lige nå en skraver inden Las kommer tilbage fra studiet (han og Dissing-familien er i gang med at mixe deres nye album. Det er fantastisk. Køb det når det kommer på gaden her i løbet af foråret).

Tak

Kære alle jer. Tusind tak for jeres kærlighed og støtte og dejlige kommentarer!

Har jeg kræft eller har jeg ikke kræft?

De fleste mennesker, der har oplevet voldsomt traumatiske begivenheder, kender til det højst mærkværdige tidshul man dratter ned i, når bevidstheden har vænnet sig tanken om hændelsen og dens konsekvenser og verden lige så stille triller videre i sin vante gang. Der er jeg nu. Det føles ligesom at stå midt i filmisk virkelighed, der for en tid har været frosset til i intenst chok og som nu har fundet det rigtige hak og larmende og prøvende genoptager sin handling. Problemet er bare, at jeg i mellentiden har mistet orienteringen i den igangværende historie og humper forvildet rundt i et plot, som jeg ikke forstår og ikke har nogen som helst magt over.

Forestillingen om at have kontrol over sin liv og sin historie er selvfølgelig en tåbelig illusion, hvad enten man har kræft eller ej, men en del af de fleste menneskers tanker og handlinger er trods alt koncentreret om at indrette sig, som man synes er rigtig og har lyst til - at iscenesætte en form for tilfredsstillende livshistorie. Det projekt går på grund, når man pludselig står med en i gængs opfattelse livstruende sygdom. Det kan man blive klog af, bestemt. Og det er sundt at få rystet lidt op i vanetænkningen, helt sikkert. Der er bare det ved det, at jeg kontinuerligt igennem hele mit liv med jævne mellemrum har gjort mig den type erfaringer - chok, sorg, dødsfald, sygdom, omsorgssvigt - you name it. Og nu kunne jeg faktisk godt tænke mig snart at lave lidt af den der type banalt identitets - og livshistoriearbejde.

Anyway jeg tager den her tur med også, og lige p.t. er jeg dybt taknemmelig for at have fået mit liv tilbage i den forstand, at canceren er ude af mit bryst, og der er ingen tegn på spredning. Men jeg sidder samtidig og venter på flere svar og prøver, og jeg ved ærlig talt ikke helt, om jeg skal tro på, at jeg ikke længere har kræft. De kan jo ikke se alle metastaser i hele kroppen. Hvor stor en del af mit liv på længere sigt kommer den her sygdom til at optage? Kan jeg få børn, arbejde, elske, løbe, svømme, rejse, æde, drikke, dykke, skrive, læse etc.? Det handler selvfølgelig også om beslutninger og rigtige valg fra min side, men der går nok nogle uger endnu, inden jeg oprigtig føler mig som en del af det liv der er mit.

Men hey, når Bob Dylan nu pludselig vrænger "Like A Rolling Stone" ud i mine hovedtelefoner, kan jeg sgu alligevel godt mærke kærligheden (-: Tag den kræft!

Første dag alene

Har søgt tilflugt i min svigermors forladte hus i Vanløse. Det er yderst tiltrængt efter to ugers intens mandsopdækning og omsorg. Bevares, jeg er lykkelig for at have haft mine nærmeste tæt omkring mig i min korte tid som brystkræftpatient, men jeg er så propfyldt af tanker og følelser, at jeg bare måtte have et sted øjne uden øjne, sorg og bekymringer rettet mod min person. En blank dag uden diagnoser, forklaringer, ord, spørgsmål, bekymringer, dårlig samvittighed og relationer i det hele taget. Det er vanskeligt at kræve men det gør godt.

Er rolig og tom nu. Hvorfor der heller ikke skal forventes store tanker og åbenbaringer herfra i dag. Men jeg synes alligevel lige at jeg ville kickstarte projektet.

Kærligt
Tina