Nu på www.blogomkraeft.dk

Jeg har ikke skrevet herinde længe. Det skyldes først og fremmest at jeg er begyndt at blogge på Kræftens Bekæmpelses blog (se link øverst til venstre), så jeg har svært ved at finde tid til det hele. Men gå endelig derind og læs både mine og andres indlæg.

Tænk sig, jeg er færdig med stråling på fredag. I overmorgen. Så er jeg færdig med mine ambulante behandlinger og skal til at i gang med at leve et helt almindeligt liv. Så almindeligt som det nu kan blive! Jeg begynder som redaktør på KBH på mandag, og så kører bussen ellers bare. Det er skønt og skræmmende. Jeg kan mærke at jeg har tendens til at stresse, og at jeg skal passe på mig selv. Jeg er stadig sårbar og kan have dage hvor jeg ikke kan overskue noget som helst, og det skal jeg lige være opmærksom på. Jeg er også startet på anti-hormon kuren, og har de vildeste hedeture! Det er syret. Så alle jer midaldrende kvinder eller derover - jeg ved hvad I snakker om!

Mit hår og mine øjenbryn er så småt ved at vende tilbage, så hver morgen priser jeg mig lykkelig for at have fået mere og mere af mit ansigt tilbage. Det er virkelig dejligt.

Jeg har ikke så mange bivirkninger af strålingen. Er lidt rød og øm, men det er ikke noget der generer mig synderligt. Men de siger også at det topper 14 dage efter behandlingen, så der kan nå at ske ting og sager.

Anyways, jeg glæder mig til på fredag at fejre at det er slut med behandlinger - og forhåbentlig for altid.

Stråling fortsat

Ja nu er jeg sådan set blevet ok venner med den stråling. Eller sagt på en anden måde, jeg har vænnet mig til det. Vænnet mig til at der ikke er tid til omsorg og til at snakke og lære sygeplejerskerne at kende. Sådan et det bare. Det er benhård business, ind og ud på under ti minutter. Og sådan må det nødvendigvis være når der åbenbart er for få strålekanoner og for lidt personale til at betjene dem i Danmark. Jeg overhørte en samtale mellem to damer i venteområdet forleden. Den ene blev fløjet ind fra Karup hver dag for at få sin strålebehandling - og hvis jeg ikke har nævnt det, så snakker vi altså om mellem 24 og 29 behandlinger. Én hver dag i cirka en måned. Men hun viste sig at være den heldige, for den anden dame og hendes mand brugte sammenlagt 11 timer hver dag på transport for at hun kunne få sin behandling. Det er jo helt vanvittigt. Så jeg skal ikke brokke mig. Jeg kan cykle til Riget på et kvarter, og strålingen bliver højst et lille afbræk på en dag der er fyldt med alt mulig andet. For dem er det bare det eneste dagene drejer sig om. Så kan jeg godt forstå hvis man bliver træt!

Jeg har ikke fået nogen bivirkninger endnu. Det kan sagtens nå at komme. Man siger at de topper efter 14 behandlinger, og jeg har kun fået 10. 19 to go. Men under alle omstændigheder tror jeg at de bliver milde. Jeg er også så heldig at være kommet med i forskningsprojekt det hedder PACT. Det foregår på Rigshospitalet i de samme lokaler som Krop & Kræft, som jeg deltog i under min kemo og er stort set bygget op på samme måde. Det er fysisk træning i form af styrketræning, spinning og afspænding, men til forskel fra Krop og Kræft er det kun 1 gang om ugen men til gengæld i et helt år og kombineret med coaching. Det er superfedt, og jeg er så glad for at kunne træne under supervision og sammen med andre. Jeg kan virkelig mærke at det giver mig meget at føle mig stærk og i god form, og det er et eller andet sted ret flippet at jeg nu efter operation og kemo og midt i strålingen er i bedre form end jeg nogensinde har været. Det er på toppen.

En anden ting som jeg bestemt heller ikke havde set for mig, da jeg for et halvt år siden fik min diagnose og begyndte efterbehandling, det er at jeg har fået et rigtig fedt job. I torsdag spurgte chefredaktøren på KBH, det magasin hvor jeg har arbejdet det sidste halve års tid, om jeg kunne tænke mig at være redaktør. Jo tak! Så pr. 3. september er jeg redaktør på et magasin som jeg synes er bragende godt og som i år fik en branchepris som årets bedste. Det er sgu da for vildt. Mit første rigtige, lønnede job efter jeg er blevet uddannet. Og jeg som troede at det at få kræft og gå i behandling var lig med at mit liv gik i stå, og jeg skulle ligge brak i hele 2007. Det er altså en skøn følelse at det på ingen måde behøver at være sådan. Det har jeg også fortalt til en journalist fra Alt for Damerne som har været forbi for at lave et interview til deres oktobernummer. De vil åbenbart lave en artikel om kvinder der har haft kræft og om hvordan man kommer videre. Og den journalist jeg snakkede med har fokus på sport, og så har hun altså fundet frem til mig. Hø hø - mig der aldrig har dyrket noget særlig sport og først for nylig er begyndt at identificere mig med den del af mig selv. Anyways, det er i hvert fald fedt at være med til at få budskabet ud om at kræft ikke nødvendigvis er en dødsdom, og at behandlingen af det ikke behøver at betyde at man bliver forvandlet til en lille bleg grøntsag der ligger i en seng og ørler. Det sker selvfølgelig for nogle, men det er ikke sandheden om at få en kræftdiagnose. De vil så også have en masse billeder af mig og mit skaldede hoved, og det synes jeg sådan set er fint nok. At de vil holde det real. Glæder mig til at se resultatet.

Nå nu vil jeg flade ud sammen med Las. Vi har tømmermænd efter en fantastisk aften på Umami. En hundedyr og trendy japansk restaurant i St. Kongensgade hvor jeg havde inviteret Las hen for at fejre vores 2 års dag og mit nye fru redakteur job. Det var så lækkert, og vi drak os sejlende i sake og blærede cocktails. Herligt.

Stråling

Jeg fik min 2. strålebehandling i dag. Jeg kan ikke lide det. Rummet er for stort, maskinen er for grotesk, sygeplejerskene er for fortravlede, og så ligger man alene på et leje af hårdt plast og bliver bestrålet af noget man ikke kan se, men som man ved er farligt, for ellers ville sygeplejerskene blive i rummet sammen med mig i stedet for at betjene maskinen via en computer fra et andet sted. Det er en kold og kynisk affære, og jeg kan ikke lide det. Jeg savner Eva på onkologisk og vil næsten gå som langt som til at sige at jeg foretrækker kemoen. Selvfølgelig ikke bivirkningerne men selve behandlingen. Det var mere tid og ro og omsorg over kemoen. Nu er det bare ind og ud på ti minutter, og jeg kan ikke se og begribe hvad der rent faktisk sker. Maskinen siger en brummende lyd og så var det den ene side, så rykker den over på den anden side, siger en lyd og to sekunder senere er det slut. Man kan ikke se strålen, og jeg bryder mig ikke om tanken om at noget jeg ikke kan se går ind i min krop - ja endog igennem min krop. Det er for sært.

Men jeg har sagt ja til behandlingen, og jeg øver mig på at acceptere den og tro på at den er nødvendig, om ikke andet så givtig i forhold til mit videre forløb. Jeg 27 behandlinger tilbage, og jeg er selvfølgelig nervøs og spændt på at se hvordan det udvikler sig. Om jeg får hudgener osv. Ellers skulle der ikke være de store bivirkninger. De har lovet ikke at ramme mine lunger nævneværdigt, så det må jeg jo stole på. Så kan man godt blive træt. Ikke så meget pga. behandlingen i sig selv, men mere det faktum at man skal derind hver dag og blive mindet om at man har været syg osv. Og det synes jeg allerede jeg kan mærke. Efter to dage! Jamen især fordi jeg virkelig ikke bryder mig om det. Jeg synes det er vildt grænseoverskridende og bizart. Jeg er ikke i tvivl om at det nok skal gå godt og alt det der. Jeg er bare betænkelig ved det.

Nå men fortsættelse følger. Jeg vil hvile mig lidt inden jeg skal løbe. Der er fællesstræning med Proof of life holdet i aften. Jeg laver lige et link til deres hjemmeside for dem af jer der ikke kender foreningen.

Øv

Kemoen har for alvor sat ind nu. Jeg er så træt som tusind alderdomshjem, og selv om jeg trods alt er blevet bedre til at tillade mig selv at være træt og ikke orke noget - eller som en klog kvinde i min samtalegruppe har sagt til mig et par gange: giv nu dig selv lov til at være i kemo - og ja det er jeg blevet bedre til at gøre. Men det huer mig ikke! Jeg hader ikke at kunne gøre det jeg vil fordi min krop ikke magter det. Det er virkelig provokerende for den overihærdige, præstationssøgende og krævende del af min personlighed. Hey, måske ender det rent faktisk med at jeg lærer at tage en slapper en gang imellem. Og dog, hvis kræft og kemo ikke engang er nok til at overbevise mig om at det er ok at jeg ikke lige fikser det hele på den halve tid til ug, kryds og slange, så ved jeg sgu ikke hvad der skal til (-: På den anden side er min ihærdighed jo også tegn på et stort og veludviklet overlevelsesinstinkt, og sådan et er godt at have.

Anyways. Nok om det. Som sagt er jeg mega træt, har ondt i kroppen og mit tandkød smerter. Ja det lyder måske mærkeligt, men kemoen bevirker jo at tallet for de hvide blodlegemer falder, og det betyder at mit immunforsvar ikke rigtig er på dupperne i forhold til at bekæmpe bakterier og virus og den slags. Så jeg har fået en mild tandkødsbetændelse der blusser op hver gang jeg får behandling, og den her gang gør det altså rigtig nas. Og mine fingerspidser og tæer er ømme. Det er sært, men det er sket hver gang jeg har fået taxsotere, altså den cellegift jeg har fået de sidste tre gange her. Det er vist en meget normal bivirkning. Så lige nu ligger jeg mest ned. Om det er i ubevidst sympati vides ikke, men Las har fået hold i nakken, så jeg har en god legekammeret i min uvirksomhed! Vi ser en hulens masse film og griner af vores egen og hinandens ynkelighed. Men mon ikke vi snart kommer til kræfter og kan holde noget lækkert ferie sammen. Bevares det er vildt hyggeligt at stene film, men vi vil jo også gerne ud i verden og fyre den lidt af sammen.

Men igen, giv nu dig selv lov til at være i kemo! Ikke stresse. Nu hvor jeg har ferie og ikke skal alt muligt, fatter jeg ikke at jeg har arbejdet, lavet interviews og skrevet artikler under de forrige kemoer. Jeg må jo være fuldkommen vanvittig.

Såeee...nu vil jeg tage min cykel og cykle til Vanløse sammen med Las og besøge min svigermor (-:

Længe siden...

Ja tiden er simpelthen fløjet afsted og jeg har fået min sidste kemo. I mandags. Tænk engang, nu er jeg færdig med kemoen. Det er vildt lækkert og jeg har været småhøj af lykke hele ugen. Lige nu er jeg dog lidt smadret af kemoen, den satte lige ind i går så det bliver ikke den store update i dag.

Strålingen begynder d. 23. juli men det er jeg ikke nervøs for. Blot irriterende at det er hver dag i 29 dage. Jeg er på landet hos min far og Lis og slutter mig til Las og Dissingerne i Århus i morgen. Glæder mig til at have nogle fridage sammen med Las derhjemme. Det trænger vi til.

Jeg har fået mine penge udbetalt fra forsikringen så vi har ingen økonomiske bekymringer hen over sommeren (-: Tværtimod. Mit hår er også begyndt at gro ud - med en vældig fart endda. Så alt i alt er det gode tider!

Nå ja

Og så glemte jeg at fortælle at jeg har fået svar på min gentest og den er negativ. Hurra. Der er ingen tegn på mutation i de to gener som de kender og har testet for, så jeg er så vidt vides ikke arveligt belastet i forhold til at udvikle kræft. Det er en stor lettelse, også i forhold til at sætte børn i verden. Nu kender de selvfølgelig ikke alle gener, og det kan ikke fuldstændig udelukkes at jeg er arveligt disponeret, men resultatet gør en stor forskel i forhold til min risiko for at få kræft igen.

Så alt i alt en skøn besked (-:

Kun 1 tilbage!

Så er anden sidste kemo overstået. Nu har jeg kun 1 tilbage. Det er skønt. Jeg fik kemoen i dag kl 11:30 og kan ikke mærke noget endnu, andet end at jeg er speedet af binyrebarkhormonerne. Men sidst kom bivirkningerne også først hen ad torsdag da jeg stoppede med medicinen. Jeg håber jeg kan holde dem lidt mere nede den her gang. Vi får se.

Ellers har jeg det godt. Kæmper for at få de sidste ting færdig til KBH, så jeg kan holde velfortjent ferie. Vi holder forrresten sommerreception og afstedsreception for mig på KBH fredag d. 29. juni og venner og familie er meget velkomne. Det er i gården i Kronprinsessegade 24.

Og øv, jeg har nu mistet mine bryn og vipper. Det ser total latterligt ud og betyder at jeg skal stå hver morgen og male bryn og en tyk streg på øjenlåget for bare at se nogenlunde normal ud. Og venner, der er en grund til at man har bryn, vipper og hår i næsen udover at det for de to første tilfældes skyld ser pænt ud. Det er for at forhindre at der dratter alt mulig lort ind i øjnene hele tiden og uhæmmet løber snot ud af næsen (-: Se det er sådan noget man ikke normalt tænker over så vær glad for jeres kropsbehåring. Den har praktiske funktioner!

Nå men jeg er bare så glad for det her fantastiske vejr. Det gør jo det hele lidt sjovere, lysere og smukkere.

Nyd det.

Så skete det. Kemorædslerne, som jeg kun har hørt om fra mit efterhånden store netværk af kræftramte kvinder og som jeg indtil nu har været mere eller mindre forskånet for, sneg sig ind af bagføren og ramte mig som en hammer i hovedet. Jeg troede ellers lige at det nye stof taxotere var en leg. De første 2-3 dage efter behandlingen var jeg glad, frisk og rødkindet og overlykkelig for at mine sidste kemoer tegnede til at blive så nemme. Men så i torsdags begyndte jeg at få ondt i maven og halsen, og fredag vågnede jeg og havde det frygteligt. Min mund gjorde ondt, mine tænder smertede, min hals var fuldstændig lukket til, mine led gjorde ondt og jeg var bare fuldkommen smadret. Selvom Eva havde fortalt mig om alle de her mulige bivirkninger, fattede jeg simpethen ikke hvad der foregik, og jeg tog på Riget for at blive tjekket af en læge. Det hjalp bare at blive holdt lidt om af Eva og få af vide at alt var 'normalt' omstændighederne taget i betragtning. Så jeg gik hjem i seng og var frustreret og havde ondt af mig selv. Næste dag havde mine mundsmerter udviklet sig til svamp og et kæmpe rødt udslæt havde bredt sig på mit bryst og i min nakke. Det kløede helt vildt, og min mund gjorde stadig ondt og føltes fuldkommen udtørret og mærkelig. Nuvel jeg er jo som nogen af jer ved sindssygt dårlig til at være syg og bare ligge mig og acceptere tingenes tilstand. Så jeg syntes da lige at Las og jeg skulle ud at spise lørdag aften og bestilte bord på en ny biodynamisk restaurant, BioM. Las' gode og dejlige ven Sune tog med, og det endte faktisk med at blive en rigtig hyggelig aften. Men jeg var selvfølgelig helt smadret dagen efter.

Og sådan er det faktisk blevet ved indtil i går, onsdag, hvor min mund endelig begyndte at producere så meget mundvand at jeg kunne smile uden at føle at mit ansigt var ved at flække, ledsmerterne aftog og udslettet begyndte at lægge sig. Nu er det værste overstået, nå nej glemte lige at nævne at mine hænder også er helt ødelagte. De er fulde af små røde knopper der kløer og fingerspidserne er røde og meget ømme. I det hele taget er jeg meget øm, sart over det hele. Alt gør ondt, jeg kan ikke drikke varm the og spise chili og den slags. Hvis jeg støder ind i noget er smerten nærmest uudholdelig. Det er helt åndsvagt. Men jeg kan i det mindste mærke min krop og mig selv igen. Hurra! Det er bare ikke fedt at tænke på at jeg har lidt over en uge førend jeg skal have samme tur igen. Jeg håber fanme at en del af reaktionerne skyldes at kroppen blev 'overrasket' over skiftet i medicineringen og at den så måske næste ikke slår så voldsomt fra sig næste gang. Men vi får se. Nu er jeg forberedt.

En ting er den fysiske del af at blive så syg. En anden er den psykiske. Jeg har været dybt ulykkelig og fortvivlet, både fordi det var så uventet, og fordi jeg lige pludselig lå der og var skaldet og i behandling for en kræftsygdom. Og havde det som sådan en og lignede sådan en! Det gør altså en kæmpe forskel pludselig at ligge og ralle og ligne lort, når jeg indtil nu har set rimelig sund og rask ud, dyrket en masse sport og haft gang i mange ting. Lige pludselig bliver det anderledes alvorligt og farligt. Og det er jeg slet ikke i nærheden af at kunne håndtere følelsesmæssigt. Det kommer til at tage tid, og det er vigtigt at jeg giver mig selv den tid. Dén gode erfaring er der da kommet ud af en uge i helvede. Jeg bliver nødt til at acceptere at jeg er i gang med det her og at det har nogle omkostninger. Ikke dermed sagt at jeg skal ligge mig i min seng og glo ud i luften under resten af min behandling, men nogle gange er det ok at gøre det. Jeg skal finde en mere hensigtsmæssig balance imellem hvile og aktivitet. For det er også fedt at jeg har gang alt muligt. I går var jeg for eksempel ude og lave et interview med filminstruktøren Anders Morgenthaler. Jeg var rimelig boosted og kom ind på hans kontor kampsvendende og bagsyg, og det første han spørger mig om, er hvorfor jeg går med bandana. Fuldstændig ligesom et barn der peger og spørger, hvorfor ser damen sådan ud? Det var superfedt, og vi havde en god snak og interviewet blev fint.

Altså, det behøver ikke at være enten-eller. Så nu øver jeg mig i at balancere bedre og mærke efter hvordan jeg har det. Men det er sgu svært. Og det er svært for Las, og vi savner hinanden i lettere og mere ubekymrede situationer. Ferie. Der skal snart noget ferie på programmet. Jeg har ferie i to måneder fra 1. juli. Uhmmm, dejligt.

Nu gider jeg ikke skrive mere. Glæder mig til at kramme jer allesammen. Forhåbentlig snart (-:

Fuck!

Skulle have haft min 4. kemo i dag. Det hele var planlagt med job osv, men så har jeg store idiot glemt at tage nogle piller i går og i dag som er nødvendige for at gennemføre behandlingen. Jeg skal nemlig skifte gift til noget der hedder Taxotere. Det er et udtræk fra et træ, altså et naturligt forekommende stof hvilket tiltaler mig meget, og det er mildere end den kombination jeg har fået tidligere. Det eneste er bare at man har en lillebitte risiko for at få en voldsom allergisk reaktion a la folk der ikke kan tåle at blive stukket af en bi. Derfor skal der sidde en sygeplejerske ved siden af under behandlingen med en adrenelinsprøjte - hvis man nu skulle gå hen og få et hjertestop! Men bare rolig det er der under 1% der gør. Men selvfølgelig ikke en risiko man gider at løbe - derfor adrenelinsprøjten (lidt ligesom i Pulp Fiction). Anayway, det er netop for at undgå at få den allergiske reaktion at jeg skulle tage de der piller dagen før. Og min sædvanlige sygeplejerske Eva havde endda understreget sidst hvor vigtigt det var at jeg huskede det. Også fordi sådan en pose Taxotere koster 15.000,- og det kan ikke genbruges. Så jeg har lige fyret 15.000,- i skralderen. Las og jeg blev da også enige om at de burde have sådan en sms-service som nogle frisører har, hvor man lige bliver mindet om at man skal huske at tage sin piller. Det ville sikkert være billigere end alle dem der glemmer det. Men øv, hvor irriterende. Også fordi den kemonye tid på mandag ligger lige oveni et interview som jeg nu bliver nødt til at rykke.

Shit happens og jeg skal nok give slip på det, når jeg er færdig med at være sur over det!

Ellers går det meget godt. Jeg var forkølet-syg i sidste uge og det var tiltrængt. Forstået på den måde at jeg var stresset og havde godt af at være tvunget til at ligge ned og glo ud i luften. Jeg kan mærke at jeg skal være lidt bedre til at slappe af og acceptere at jeg altså ikke kan alting på den halve tid når jeg er på kemo - træning 4 gange om ugen, arbejde, psykolog, samtalegruppe, Las, husholdning, veninder osv. osv. Jeg har nærmest aldrig haft så travlt, jo måske når jeg har arbejdet på en filmproduktion, men det havde jeg godt nok også svoret ikke at gøre igen lige foreløbig! Men, men, men jeg skal jo lige lære at være i alt det her, og jeg synes faktisk jeg bliver bedre og bedre til det.

Jeg er til gengæld blevet rigtig træt af at være skaldet. Det er virkelig begyndt at gå mig på. Jeg glor hele tiden på andre pigers hår, i parken, på gaden, i tv - aaahhhhh hår....Nærmest helt paralyseret. Men hey, det er en del af pakken, og det må jeg jo bare deale med. Har heldigvis en dejlig mand der fortæller mig dagligt at han synes jeg er smuk. Det er fantastisk. Men faktisk når jeg tænker over det, så tror jeg egentlig ikke at det er der den ligger. Jeg synes faktisk ikke det ser grimt ud, men jeg føler mig meget nøgen, ubeskyttet og udsat som skaldet. Jeg har tegnet nogle ting i forbindelse med min terapi, blandt andet et slags selvportræt af en meget høj, rank og skaldet kvinde der står helt ubeskyttet og knejser midt imellem fødsel og død, og min skønne psykolog og jeg blev i mandags enige om at jeg skulle gå hjem og tegne et stort, tykt hår på hende, så hun kunne få lidt beskyttelse. Det synes jeg er rigtig fint, og det siger meget om hvordan jeg har det og hvad jeg skal være opmærksom på.

Det var en ordentlig pløre, men det er også længe siden jeg har skrevet herinde. Og hey Amina, sejt at du snart skal aflevere Bachelorprojekt. Godt gået. Glæder mig til at høre meget mere om det.

Vi ses derude. T

Halvvejs og rig

Så er 3. kemo overstået. Den var i første omgang ikke så slem som nummer 2, men nu hvor jeg sidder her i Råsted hos min far og Lis og skriver, kan jeg da godt mærke at jeg træt som en junkie...Vi har haft høj sol hele dagen, og her er så smukt at det gør ondt. Jeg er fuldstændig vild med den blanding af skov, sand, marker og sart lys der findes på disse kanter. Vesterhavet er 20 minutters kørsel herfra, og det er som om det ligger og buldrer og trækker i landskabet og i underbevistheden. Jeg er kørt herover med Las og Dissingerne, og de kommmer også og henter mig i morgen. Det er altid dejligt varmt at være i deres selskab. Havde ellers planer om at jeg skulle sidde og arbejde herovre, har tonvis af ting jeg skal have skrevet, men jeg orker det simpelthen ikke. Jeg er så træt!

Men hold nu kæft, det skal jeg lige fortælle!!! I torsdag sidder jeg og zapper fjernsyn i min efterhånden sædvanlige kemokoger og falder over programmet Penge, som jeg ellers sammen med resten af den type smålige, forbrugerhævngerrige indslag, plejer at skynde mig forbi. Men fordi det handler om kræftpatienter bliver jeg selvfølgelig hængende. Programmet handler om kritisk syge mennesker som ikke får tjekket deres forsikrings- og pensionsforhold og derfor ikke opdager at de rent faktisk har en masse penge til gode. Hmmmm, tænker jeg, skulle jeg lige tjekke de der papirer der kom ind af døren for nylig fra den der pensionskasse som DR betalte til i sin tid da jeg var ansat hos dem. Der er sikkert ikke noget at komme efter, for jeg arbejder der jo ikke mere, men når nu dem i fjernsynet ligefrem opfordrer til at man tjekker det! Jeg får papirerne gravet frem af bunken og ser at der under min pensionsoversigt for 2007 står at jeg er forsikret med et engangsbeløb på 100.000,- ved kritisk sygdom, såsom kræft. Det er da løgn! Og det tror jeg vitterligt at det er, indtil jeg som det første fredag morgen ringer til MP Pension og dobbelttjekker. Den venlige dame siger stille og roligt, at jo minsandten, det kan hun godt se og hun sender da lige skemaerne med det samme, og så skal jeg bare udfylde, og så udbetaler de pengene. Med verdens mindste musestemme siger jeg tak for hjælpen, lægger røret på og skriger til Las, der begynder at hoppe og danse rundt i lejligheden som en vanvittig. Jeg tuder lidt og skynder mig at ringe op til pensionsselskabet igen for at være helt sikker på at det ikke er en fejl. Det er det ikke venner. Jeg får udbetalt 100.000,- Tak til magasinet Penge, Danmarks Radio og MP Pension for det gode samarbejde!

Det er så ubeskrivelig dejligt og giver ro i sindet og overskud til at jeg kan bidrage lidt til den slunkne kasse. Og Las og jeg kan tage på den Thailandstur vi aldrig kom på i januar. Hvis jeg ikke lige var så forbandet træt ville jeg hoppe og danse lige nu.

Jeg ville også gerne fortælle om min praktik og mine skriverier som både er berigende og stressende for tiden, men det bliver en anden gang. Nu må jeg hvile.

Forår!

Jeg er mægtig glad for at det endelig lykkes svigermor Gunhild at få oprettet en konto herinde! Jeg ved at der er andre der har haft problemer med det, og det er selvfølgelig irriterende, når en sådan kræves for at skrive kommentarer. Men jeg er ikke særlig computerbegavet og har ikke nogen specielle fif til hvordan man gør.

Anyways, så er det jo for alvor blevet forår, og hold kæft hvor er det dejligt. Så er jeg også fri for at rende rundt med hue på hele tiden! Jeg har det rigtig godt for tiden og det nyder jeg. En uge efter kemoen letter det altså, og så mærker jeg faktisk ikke noget til det. Jeg har ikke fået en mærkelig smag i munden eller problemer med slimhinderne eller nogle af de andre bivirkninger som de snakker om. Det eneste er at jeg bliver lidt nemmere svimmel, især hvis jeg rejser mig for hurtigt. Men det er i småtingsafdelingen. Jeg tror det er Budwig-diæten, som jeg jo begyndte på en 3 uger inden kemoen og stadig holder, som hjælper mig. Altså jeg spiser lidt mere fedtstof end i starten, fordi jeg simpelthen tabte mig sådan, og det går ikke når man i forvejen er et skravl. Jeg tror altså den kur holder mig fri af bivirkninger, for alle de andre kvinder jeg taler med til Krop & Kræft, et pojekt jeg nok skal fortælle om, ja de har alle mulige bivirkninger af forskellig art - og har megameget kvalme og prøver forskellig medicin osv. Jeg tager slet ikke min kvalmemedicin efter de 3 første dage, og jeg har det udemærket. Det er da tankevækkende. Jeg har også pushet kuren hårdt til de andre piger. Det er da bedre end at gå og æde en masse piller.

Nå men Krop & Kræft er et tilbud som Rigshospitalet kører, og det er fantastisk. Jeg er lige begyndt i det og skal træne fra kl 9 - 12 fire gange om ugen, og vi snakker benhård træning. Der er ikke noget konegymnastik her. Det er tung vægttræning, spinning og kropsbevidsthedstræning - nå ja og så afspæning og massage. Da jeg fortalte Las om det udbrød han ærgeligt: Jeg vil også have kræft! (-: Nej, det er vildt god træning og jeg bliver både høj og fuldkommen mørbanket af det. Jeg kan sagtens mærke at de sidste 3-4 måneder har taget hårdt på min kondition. Det bliver rart at få den op igen. Og fedt at møde andre kvinder med skaldede hoveder der kæmper alt hvad de har lært for at bekæmpe det her skidt og komme videre med deres liv.

Jeg er også kommet med i en samtalegruppe under Kræftens Bekæmpelse der starter op i næste uge, så de næste par måneder bliver der knald på, og arbejdet med kræften kommer til at fylde meget. Jeg håber ikke det bliver for meget, men jeg har lyst til det og føler det er godt. Tiden går så hurtigt, og jeg skal allerede have min 3. kemo på næste mandag d. 23. Føj det gider jeg ikke. Bvadr. Jeg er spændt på hvordan træningen bliver den første uge efter kemoen. Hvor meget det påvirker min evne til hård fysisk udfoldelse og om det måske hjælper. Det har de i hvert erfaring for.

Nu vil jeg slappe af med en bog. Jeg er helt færdig efter både træning og sang i dag. Nyd weekenden og solen!

2. kemo overstået

I fredags d. 30. marts kl 9 fik jeg mit andet skud kemo. Jeg havde min veninde Louise med og det var egentlig ret hyggeligt, på en bizar måde. Vi købte en masse dameblade og laks, ruccola og godt brød og så smed vi os ellers hjemme hos mig og sladrede. Vi fik selskab af min anden Louise, med efternavnet Dissing, og det var rigtig rart at have pigerne omkring mig. Las og Jeppe gik i gang i køkkenet med at sætte hylder op og havde sig en mandehørmer derude, så alt i alt var der bare liv og glade dage. Men om eftermiddagen fik jeg det røvdårligt. Las påstod at jeg var grøn i hovedet, men jeg tror altså at det var genskinnet fra mit tæppe. Anyways så var det ret forfærdeligt, og jeg græd fordi jeg havde det så ulækkert. Heldigvis gik det over da jeg havde taget en omgang kvalmemedicin, og jeg fik spist god mad.

Vi havde en god weekend med masser af sol, og mit skaldede hoved er efterhånden blevet pænt brunt. Har ikke lyst til at være skaldet i de her dage. I sidste uge synes jeg bare det var flot og fedt men nu er jeg træt af det. Det skifter nok bare afhængig af hvordan man har det. Generelt er jeg vildt glad for at jeg ikke har det værre. Las og jeg har for nylig hørt om to piger, der måtte afbryde deres kemo fordi de fik det så dårligt. Puh ha det kan jeg slet ikke forestille mig. Det må være så hårdt. Min krop må være temmelig hårdfør. Det er jo godt at vide. Og når jeg tænker over det har jeg faktisk heller aldrig været syg andet end forkølet inden det her. Hurra for et godt immunforsvar! Og så tror jeg også at min kur hjælper. Det er svært at vide med sikkerhed men jeg mærker at den måde jeg spiser på har stor betydning. Jeg lytter meget til hvad min krop har brug for og sørger for ikke at forgifte den yderligere, og det kan altså anbefales.

Klokken 17 skal jeg til yoga sammen med Solveigh. Det glæder jeg mig vildt meget til. Trænger til at strække mig helt ud, ahhhhhhh. Nå ja og så er det jo påske og jeg har fri sådan da. Har et par ting jeg skal have skrevet, men jeg behøver ikke sidde på kontoret.

God påske alle I skønne...

Der er koldt på toppen

Ja så faldt det af det hår. Det begyndte at drysse fredag, og søndag gad jeg bare ikke glo på det mere. Så Las tog trimmeren og kronragede mig på terrassen i sommerhuset i Tisvilde. Det er vildt! Men det ser sgu meget fedt ud på en eller anden mærkelig måde. Las synes heldigvis det er sexet - efter at være kommet sig over mavepinen over at skulle klippe mig skaldet vel at mærke. Nu sidder jeg på kontoret med mit bare hoved og er på mit job, i københavn, i mit liv skaldet for første gang. Jeg føler mig nøgen - men også fri. Jeg stod i morges og viklede alle mulige og umulige tørklæder rundt om hovedet men det føles bare ikke rigtigt. Jeg føler mig begrænset og ufri. Så jeg tog i stedet en dyb indånding og vadede ud i det. Jeg har stadig lidt hjertebanken men det er ok. Det har været en spøjs proces pludselig at stå i badet med sit hår i hånden og tænke ok, så er det nu det sker til at overveje at klippe det af men alligevel tænke at hvis nu det bliver siddende, til at stå og glo ned i en håndvask fuld af hår og erkende at det gør det bare ikke, og så til at klippe det af og mærke lettelsen over at fri for den bekymring - men så selvfølgelig skulle vænne sig til det og ikke mindst lade sine omgivelser vænne sig til det. Plus det er skide koldt at være skaldet. Vinden blæser lige ind. Er lykkelig for at det snart er sommer.

Fredag skal jeg have kemo igen. De sidste 3 uger er gået stærkt. Louise tager med den her gang. Det er rart. Så går vi ud og køber dameblade bagefter og smider os i en sofa. Torsdag til frokost skal jeg mødes med Solveigh - og ja hun hedder Solveigh og ikke Sonia som jeg kom til at skrive i forrige post. Det er bare fordi hun er lige så skøn som Las' faster der hedder Sonia! Anyway hun har som sagt også haft brystkræft og jeg skal gå tur og spise frokost med hende og hendes veninde Mette, der også har haft kræft. Ja det er helt sindsygt med alle dem der har eller har haft kræft. Men det er så rart at snakke med andre piger, der kender til alt det her. Så det glæder jeg mig til.

Ellers er der travlt med KBH, Las' fødselsdag, veninder, sang, psykolog, lejlighed og nå ja med at huske at slappe af og nyde! (-:

Miniferie

Tak til Gitte for kloge og kærlige ord!

Las og jeg har pakket et arsenal af økologiske madvarer, dyner, tæpper og bøger til vores lille sommerhustur. Vi har lånt et sommerhus i Tisvilde af en af Las' venner og glæder os helt vildt til at køre ud af København og hverdagen og bare splatte ud i lånte omgivelser.

Kvalmen slap taget i mig i lørdags og siden har jeg haft det fint. Lidt træt - og nå ja følelsesmæssigt rundtosset - men fysisk har jeg haft det glimrende. Fandt også ud af at kvalmepillerne ikke var så farlige og de virker! Så dem har jeg taget når jeg har haft for meget kvalme til at arbejde og være. Jeg har ikke tabt mit hår endnu men har til gengæld klippet det superkort. Alle synes det er frækt og lækkert og jeg er egentlig også ret vild med det. Jeg kan bare ikke lade være med at gå og vente på at det falder af. Det er sådan ved at være tid hvor det kunne ske. Men måske først efter 2. kemo. Der er selvfølgelig nogen der beholder deres hår eller bare bliver tyndhårede men det går jeg nu ikke rundt og regner med. Bare håber.

I sidste uge mødtes jeg med en pige, der hedder Sonia. Hun har også haft brystkræft og været i kemo og stråling og hun var rigtig skøn at snakke med. Jeg glæder mig til at møde hende igen. Det kan jeg virkelig anbefale hvis der skulle være nogen med kræft, som jeg ikke kender, der kigger med herinde, at tale med andre i samme situation. Det lyder så banalt men det kan sgu være svært nok at tage initiativ til.

Og jeg må sige at Riget virkelig er med mht til opfølgning osv. Jeg har fået brev om at jeg komme med i en samtalegruppe for brystoperede og min sygeplejerske Eva har meldt mig til et projekt der hedder Krop & Kræft, hvor man styrketræner sammen med andre der er i behandling. Det er da vildt fedt. Jeg vil selvfølgelig være med i det hele, og jeg synes det er meget positivt at Riget helt 'automatisk' sender mig de der ting.

Anyways nu er Las lige kommet ind af døren og vi skal afsted. Ciao!

Bekendelser

Las betvivler med sin kommentar til Uden kvalme, at tingene er så overskudsagtige og lysegrønne som jeg maler dem. Det blev jeg først skide sur over, fordi han dermed på en måde tog min gode oplevelse fra mig. Og fordi han gjorde det i offentligt rum. Men når vi nu er herude i forvejen, vil jeg bare sige at han ved at gøre det også åbner mine øjne for, at jeg også holder mig oppe ved at male og spejle mig i det billede I ser beskrevet herinde. Indrømmet. Men guderne skal vide at vores hverdag også er hundehamrende svær og ulidelig og præget af underskud og famlen rundt i mørke. Og jeg er træt, stresset, bange, umulig, ked af det, stædig, krævende, forvirret og egoistisk. Og alt mulig andet, der ikke kun handler om kræft men om noget endnu dybere og ældre i mig som jeg arbejder på at blive klogere på. Men det tror jeg hører til et andet sted end på denne blog. Jeg har egentlig bare lyst til at sige - måske mest til mig selv (-: - at bloggen her selvfølgelig aldrig kan træde i stedet for de samtaler, det nærvær og den autentisitet, som samtaler og samvær med alle jer kære udgør. Den er et lille indblik og en del af et meget større billede. Så nu vil jeg gå ind og snakke med min mand i stedet for at sidde og skrive!

Uden kvalme

Kemoen i går var helt udramatisk og slet ikke så uhyggelig og farlig som jeg havde frygtet. Jeg havde et hæsligt mareridt natten til fredag og var hundehamrende nervøs, da Eva kom og hentede os i venteværelset. Men man sidder 'bare' i en lænestol, får lagt et drop og så kommer der først saltvand, derefter den første portion kemo, der er camparifarvet, så saltvand igen og til sidst den gennemsigtige kemo. Jeg kunne ikke mærke andet end at jeg blev kold i armen, men så fik jeg en varmepude på. Den sidste pose kemo gav lidt kildren i næsen og panden. Ikke ubehageligt, bare sært. Eva, min sygeplejerske var rigtig sød og snakkede og snakkede, så man glemte tiden. Hun charmede også Las med at fortælle ham at han ligner Jim Morrison (-: Og det er jo er rigtigt! Så vi var helt trygge. Bagefter var jeg lidt mat og køresygsagtig men ikke dårlig. Jeg tog mine kvalmepiller, som vi havde aftalt, og så var der ikke så meget andet i det. Jeg søvn fint. Stod røvtidligt op i morges, lavede en smoothie, slog en dej til boller op og satte kikærter til hummus i blød. Og så puttede jeg lidt med Las igen og gik ned trænede et par timer. Uden kvalmepiller vel at mærke. Nu har jeg lige gået en tur med min veninde Louise og spist sen frokost. Og jeg har stadig ikke kvalme. Det er lige præcis så irriterende overskudsagtigt som det lyder. Og det er så fedt. Jeg er lettet og ovenud lykkelig for at jeg ikke har det dårligt. Nu kan jeg slappe af og tænke på at så er der kun fem omgange tilbage, og hvis det fortsætter på den her måde, jamen så er det en weekend hver 3 uge, hvor jeg er lidt køresyg/tømmermænd, men hvem fanden er ikke det engang imellem!

1. kemo

I morgen kl 12 skal jeg til min første kemoterapi. Det er meget underligt. Jeg glæder mig på en bizar måde til at komme i gang. Til at finde ud af hvad der sker med min krop. Hvordan den reagerer. Det er en vild ting. Las tager selvfølgelig med og så må vi jo bare se hvad der sker.

Vi havde en skøn tur til Horsens. Dolly var ret fantastisk og sang uovertruffent. Louise, Siri og jeg gik amok og købte to Dolly T-shirts hver med glimmer og hele pivtøjet. Det var så hyggeligt at køre med Poul og Pia. Det er så søde og varme. Jeg synes jeg er blevet meget tynd. Ser pillet ud. Det er grimt. Men det hjælper også når jeg kommer i gang med at træne igen og får begyndt på Astanga. Jeg skal have nogle muskler og noget styrke. Nu vil jeg hvile mig og snart gå i seng. Det bliver en spændende dag i morgen. Har også en masse arbejde!

Dolly

I går gik jeg helt ned over at Las og jeg måske ikke kan rejse til udlandet og holde ferie, som vi gerne vil og trænger til. Man skal søge dispentation hos Europæiske, når man vil rejse samtidig med at får medicinsk behandling. Så det er noget med et skema, der skal udfyldes af lægen og sendes videre, og så tør man ikke bestille rejsen for hvad nu hvis de ikke vil give det tilsagn. Selv en afbestilllingsforsikring dækker ikke, fordi de kan argumentere for at man var vidende om grunden til at afbestille i forvejen. Og så bliver jeg bare så fuckin frustreret over at jeg har den her faktor i mit, der skal bestemme hvad jeg skal og ikke skal. Gå væk! Samtidig overvejer vi selvfølgelig også om det er dumt at rejse mellem første og anden kemo. Måske man skal vente til man komme lidt længere hen, så vi ved hvordan jeg reagerer på kemoen. Snakkede med en sygeplejerske i går, der sagde at jeg skulle huske på at tallet for hvide blodlegemer falder med kemoen og det betyder at jeg kan risikre at få feber og infektioner. Og man gider jo heller ikke sidde på en solskinsø og ralle på antibiotika, som man i øvrigt selv har betalt, fordi sygesikringen ikke dækker. Jeg tror nok vi kom frem til i går at holde ferie men blive i Danmark. Tage i sommmerhus eller på Falsled Kro eller noget andet rigtig lækkert og afslappende.

Jeg starter i kemoo på mandag d. 12. Jeg er meget spændt. Det er jo ret vildt. Men jeg har efterhånden hørt om nogle stykker, der fordi de enten var på en kur eller røg en masse pot ikke mærkede noget til bivirkninger. Så der skal eksperimenteres lidt. Bare rolig Far hvis du læser det her, jeg ryger mig ikke ned og bliver et pothead! (-:

Det går fantastisk på mit arbejde på KBH. Jeg får så dejlig meget ros, og jeg er glad for de ting jeg skriver. Husk at tjekke det nye nummer ud. Hvis man bor i Jylland findes magasinet også på nettet. Jeg har lavet et link her på siden. I aprilnummeret har jeg tiltusket mig reel artikelplads, så der kommer et 2-3 siders portræt og så selvfølgelig alt det andet jeg skriver.

Om et par timer kører Las og jeg op til Poul og Pia og henter dem, og så drøner vi til Horsens sammen med resten af Dissing-familien til Dolly Parton Koncert. Vi har billetter på 3. række og overnatter på hotel i Horsens. Det bliver skønt at feste igennem.

What a week

Hvor skal jeg begynde. Forrige onsdag tager Las og jeg til møde på Riget. Dobbeltmøde. Først skal vi snakke genetik og spørgsmålet om hvorvidt jeg er arveligt disponeret for at udvikle kræft med onkologerne og derefter fertilitet og muligheden for at nedfryse æggestok med en gynækolog. Det går stille og roligt uden de store overraskelser indtil Mikkel, vores søde fertilitetslæge, foreslår at nedfryse æg! Jamen det troede jeg jo ikke at jeg måtte, fordi det kræver en hormonstimulering, der kan være farlig ifht min hormonfølsomme kræft. Men Mikkel havde gjort det før og mente at det kom an hvem man spurgte af onkologerne. Ok, jamen det vil jeg da meget hellere end en æggestoksoperation. Hvornår har du sidst haft din menstruation? Det har jeg nu. Jamen så er det nu. Og lige pludselig lægger jeg med stængerne i vejret og bliver scannet og Las sidder ved siden af med øjne så store som tekopper og åben mund. Jeg ser fin ud indeni og de er klar på at gå i gang med hormonbehandling samme aften, hvis jeg får grønt lys af overlægen på onkologisk, Bent Ejlertsen. Klokken er på det tidspunkt 15:30 og det administrative personale er på vej hjem og Riget ved at lukke ned for andre end de indlagte. Vi styrter ned på onkologisk afdeling og prøver at få fat i Eva, min kontaktsygeplejerske. Hun spørger hvad vi vil og jeg svarer rådvild i øst og vest, fordi det hele er gået så hurtigt at jeg faktisk ikke er i stand til at formulere, hvad det er vi vil. Heldigvis er Las mere koldhovedet og får fremstammet at vi gerne vil have Bent til at snakke med Mikkel, så de sammen kan vurdere om jeg kan gå i gang med hormonbehandlingen. Eva er lidt stram i betrækket men får alligevel hevet Bent ud af et møde og kommmer et kvarter senere tilbage og siger at det er i orden. Hva'! Hvor vildt. Vi løber mod elevatoren men i dagens anledning skal man igennem kælderen og pludselig løber Las og jeg rødkindede og forvildede rundt nedenunder Riget med besked om at vi godt kan gå i gang med at lave et barn i en petriskål. Det er fuldkommen langt ude. Vi skriver under på diverse papirer og formularer og går fra Riget med pose nåle, en slags insulinsprøjte og en plastickop til Las' sæd. Wow. Næste stop er apoteket, hvor vi køber for over 2000,- hormoner, som jeg den næste uge hver aften kl 22 sprøjter ind i maven. Las synes det mega klamt men han synger sange for mig, når jeg skal sprøjte mig og det hjælper faktisk. Det gør ikke særlig ondt men jeg bliver oppustet og prutter helt vildt og er bare generelt stresset over at mine æg ikke synes at vokse nok. Til sidste scanning før ægudtagning ser det ud som om at der kun er et æg i venstre æggestok, der er stort nok - en såkaldt vinder og man vil helst have en 3-4 stykker ud for at sikre sig at der er nogen, der bliver til noget. Så vi tror ikke rigtig på det i fredags, da vi møder op på Riget klokken lort til ægudtagning. Las med en kop sæd og jeg med nællefeber, som jeg imellemtiden har udviklet som en reaktion på medicinen. Nuvel vi bliver vist ind på en stue fuld at mennesker, der allesammen skal stå og glo op i skrævet på mig. Men på det tidspunkt er alt alligevel så syret og jeg er lidt dopet af morfin. Alle er desuden utrolig søde og proffe. Mikkel skal da også lige være med og står i baggrunden som en anden jordemor og husker mig på at trække vejret. Vi har heldet med os og de får to fine æg ud. Det tager under en halv time og bagefter får jeg lov at ligge ned i et andet rum og hvile mig. Jeg græder, fordi jeg er så overvældet. Vi er glade men også trætte og forvirrede, og vi får først af vide om søndagen om æggene klarer det og vil befrugtes. Søndag er i dag og i morges ringede jeg til laboratoriet og fik af vide at mine æg var befrugtede og havde delt sig optimalt i fire. De fik tilmed topkarakterer! Nu skal de bare fryses ned, og så har vi en slags forsikring i banken, hvis kemoen skulle få bugt med min fertilitet. Det er helt fantastisk og vi er lykkelige. Det er selvfølgelig også mærkeligt at tænke på at vi på en måde har lavet et barn. På celleniveau. Men det er jo slet ikke sikkert at vi får brug for æggene. Vi har om ikke andet fået bevis for at vores fertilitet som udgangspunkt ikke fejler noget. Min veninde Mette synes vi skal bruge æggene under alle omstændigheder, for nu er der jo en lille én. Det er meget sødt (-: Jeg tror nu alligevel at vi prøver naturligt efter kemoen, strålingen og den første del af hormonbehandlingen. Vi har haft en skøn dag med forårsvej, lange gåture og lette hjerter. Det trængte vi til. Tak.

Så ramte den mig lige. Som en hammer i hovedet. Angsten. Angst, vrede og misundelse i en pærevælling. Nå ja og en skvæt selvmedlidenhed ikke at forglemme. Hvorfor sker det her for mig?! Hvor er det bare typisk?! Jeg får aldrig lov til at have et fedt liv! De andre har alt det gode - og de er onde! Det er jo til at dø af grin over bagefter, men lige når den rammer, den der barnlige vrede forudrettethed, som jo bunder i rendyrket angst og sorg over situationen, ja så føles den så virkelig og så omfattende. I virkeligheden føles den kun så frygtelig fordi den dækker over en sorg, som synes så afgrundsdyb at jeg ikke kan rumme den, og derfor træder de negative, selvoptagede følelser i stedet. Og gør ondt værre. For når jeg først har givet efter og set min frygt i øjnene ja så har jeg det meget bedre. Så letter skyerne og jeg kan mærke hvad der er reelt og hvad der er flugt. Det er virkelig komplekst.

Nå men status er den at jeg skal begynde i kemo nu. Las og jeg var til møde på Riget i torsdags og fik afklaret en hel del. Vi fik ryddet en del misforståelser af vejen og fik meget større forståelse for hvad alt det her er for noget. Overlægen Bent og sygeplejesken Eva er fantastiske. Eva er benhård men kærlig. Lige mig. Hun har fat i mig på en fed måde. Vi fik forhandlet os frem til en løsning, som tager højde for hvor vi er i vores liv. Jeg tager kemo på i alt 6 behandlinger med 3 ugers mellemrum. Derefter stråling hver dag i 5 uger. Det vil sige 23 uger og så er det slut. Anti-hormonbehandlingen var jeg jo lidt loren ved, men nu forstår jeg hvad det går ud på, og vi har aftalt at jeg tager den i 1 år. Holder pause og får børn og så begynder jeg på den igen. Det er en deal som Las og jeg godt kan leve med. Jeg taber håret og jeg bliver lidt dårlig i de første dage efter kemoen. Men min dosis og medicinen er afpasset efter min gode situation, nemlig den at jeg er rask, så det er ikke noget med at jeg ligger og raller og ikke kan noget som helst. Eva gør meget ud af at tegne et andet billede i vores hoveder af hvad kemo og efterbehandling er, og det er meget sundt for mig, der jo ikke har de bedste erfaringer med den slags. Mit forløb har intet med min mors at gøre, og selv hvis det viser sig at jeg er arveligt disponeret for kræft, så er det ikke min mors kræft jeg arver men gen'et for at udvikle kræft. Eva tog mig med det samme om skuldrene og viste os rundt på onkologisk afdeling og sagde til mig at her skal du så behandles og du kommer til at se mange syge mennesker men det har intet med dig at gøre. Intet. Du er en sund og rask pige. Vi skal bare sørge for at du bliver ved med at være det.

Det er en skøn energi, som jeg har rigtig meget brug for. Især fra det systems side. Så det var faktisk en lettelse at være til det møde. Nu skal vi godt nok lige beslutte senest onsdag om jeg vil have opereret en æggestok ud. Sagen er den at der er risiko for at kemo ødelægger fertiliteten. I mit tilfælde er den 90% chance for at den ikke gør det, men hvis jeg vil kan jeg altså få nedfrosset en æggestok til senere opsætning. Der er ingen garanti for at det virker, når man sætter den op igen. På den anden side er det jo en måde at sikre sig på. Måske. For hvis jeg nu ikke bliver beskadiget er der jo risiko for at jeg så kun har en æggestok at blive gravid med i stedet for to sunde. Det er fanme svært. Både Las og jeg er i tvivl. Men vi har en samtale med en gynækolog på Riget onsdag kl 14, og så er vi forhåbentlig lidt klogere. Derudover skal vi i gang med gentest, for at finde ud af om jeg er arveligt disponeret. Så det er noget af en omgang, og jeg er helt smadret i dag. Las er taget til Aalborg med drengene for at spille koncert og jeg tusser lidt rundt her i lejligeden. Det er sgu meget rart. For os begge. Det slider jo selvfølgelig på et forhold sådan noget her, selvom man prøver at tage hensyn og være kærlige og rare. Og jeg skal helt klart være bedre til at pleje den del af mit liv. Har haft stor succes på mit nye job på KBH. De er vilde med mine tekster og de ting jeg laver, og det er så fedt. Men så glemmer jeg lidt hvad jeg står midt i. Og det er både godt og skridt. Skal lige arbejde på at finde balancen i det.

Nu vil jeg hente vasketøj og handle. Ciao.

Hul igennem

Inden jeg går videre vil jeg lige minde om at hvis man klikker på post'en eller afsnittes overskrift kan man se min tekst og de kommentarer der er skrevet. Jeg synes bare at I allesammen skal have del i de fantastiske, kloge og smukke ting, der bliver kommenteret herinde!

I dag vil jeg gerne fortælle om min dag i går, som var utrolig dejlig fordi:

Lørdag 10.02.06
"Jeg har lige hentet en indkøbspose i bilen og det føles så uendelig normalt og ligetil, at jeg bliver helt lykkelig. En lille varm glæde i maven. Følelse af fremtid, håb og lyst. Mit liv slutter ikke her. Vi er voksne mennesker, der elsker hinanden, og vi lever sammen - sådan her. Lige præcis sådan her. Det føles virkeligt. Det er længe siden det har føltes virkeligt. Aftenen dufter af frost, og jeg er lige her, i mit hjem. Med en indkøbspose jeg lige har hentet i bilen. Min kæreste er kørt til Vanløse med medicin til sin mor, der har en slem influenza. Han kommer tilbage. Vi spiser muslinger i champagne med ovnvarmt brød til, holder lidt om hinanden, ser en film i tv, elsker måske. Det er mit liv, og det er virkeligt, fordi det er her og nu og ikke i kræftens klør. Det er første gang siden min diagnose for 1 1/2 måned siden, at jeg mærker den form for normalitet igen. Eller det er måske er forkert ord. Den form for ligefremhed. Mit liv i et 1:1 forhold. Aner ikke hvorfor det rammer mig lige nu men det føles fanme rart.

Hverdag igen

Jeg har haft en dejlig uge. Det er skønt at begynde at arbejde igen og blive udfordret intellektuelt. Jeg nyder at være på KBH redaktionen og har allerede fået et par rigtig spændende opgaver. Så i næste nummer af bladet kan I læse en del ting, som jeg har skrevet. Jeg vil da også lige reklamere med, at jeg her på sitet har lavet et link til mine filmanmeldelser for de interesserede.

Denne blogs indhold er barskt. Jeg ved det. Men det er sgu også barskt det jeg går igennem. Men jeg har også stadig et dejligt liv sammen med alle jer, og jeg kan mærke, at jeg er ved at finde tilbage til den glæde, der er forbundet med det. Jeg giver mere slip. Jeg vil ikke skrive så meget om det nu. Jeg er træt og har tømmermænd. Tak for en fantastisk aften/nat Lou! Sådan en veninde/cava/sladreaften var lige hvad jeg havde brug for. Jeg kan så fortælle, at da jeg kom hjem ved en 4:30 tiden, faldt jeg i søvn på sofaen døddrukken med ovnen tændt. Jeg vågnede op ved 8-tiden og fattede intet. Sendte en sms til Las og spurgte, hvor han var og om han var ok. Bagefter gik jeg ud i køkkenet skrækslagen for at ovnen stod i flammer og så forundret at mine falafler havde fået lige tilpas og at ovnen var slukket. Hmmmm, jeg havde da vist heller ikke dyne på, da jeg faldt i søvn? Jeg gik ind i soveværelset og fandt min mand snorkende og helt ok. Jo tak. Det kræver reperation, så nu vil jeg smide mig på sofaen og se Ugly Betty, eller hvis jeg gider, en film.

Update

Det føles som længe siden jeg har skrevet her. Ved ikke. Der har været så meget. Nu er hverdagen lige så stille begyndt, og det er både skønt og svært. Nu skal jeg til at lære at leve et normalt liv så at sige velvidende at jeg lige har haft kræft og skal igennem en omfattende efterbehandling. Desværre mere omfattende end jeg havde håbet. Stråling er obligatorisk, når man har fået lavet en brystbevarende operation. Kemoen troede jeg måske jeg kunne slippe udenom, fordi mine prognoser er så gode. Men nej, det anbefaler de. Plus en anti-hormonbehandling, der skal løbe over 5 år! Den kræfttype jeg havde, var hormonfølsom (det man kalder østrogen receptor-positiv) og derfor anbefaler de en behandling, der forhindrer kroppen i at producere østrogen og således sætter mig i en slags kunstig overgangsalder. Den har jeg virkelig svært ved at æde! Kemo er direkte perverst, og det er fuldkommen bizart at skulle have spøjtet sygdom ind i kroppen - at blive syg når man ikke er syg for ikke blive syg. Det giver ingen mening. Men det har trods alt et kort tidsperspektiv. 2*3 behandlinger med et par uger eller 3's mellemrum. Det er til at overskue. Hormonbehandlingen løber over 5 år, og spørgsmålet er om jeg så ikke kan få børn i hele den periode. Børn er jo i det hele taget det store spørgsmål i den her sammenhæng. Både kemoen og anti-hormonbehandlingen påvirker min fertilitet, og jeg er hundeangst for at resultatet bliver, at jeg simpelthen ikke er i stand til at få børn. Eller at der et uforsvarligt, fordi en stigning i østrogenproduktionen under graviditet kan medføre at eventuelle tilbageblevne hormonfølsomme kræftceller vokser. Jeg er fanget af min egen krop! Det er rædsomt. Jeg elsker min krop. Mine bryster. Min kvindelighed. Min fertilitet. Nu er den på en eller anden måde blevet min fjende. Og folk omkring spytter bare børn ud. Det er fanme tarveligt.

Min gode veninde Naomi sagde forleden til mig, at hun ville ønske, der var noget hun kunne gøre for mig udover at være der og elske mig. Det er der sagde jeg. Få det til at gå væk. Det er sådan noget små børn siger til deres mor og far, når det gør rigtig ondt. Få det til at gå væk. Men jeg er et voksent menneske, og der er ingen nogen i den her verden, der kan få det her til at gå væk. Jeg skal 'lære' at leve i og med det. Også selvom jeg i kliniske termer ikke længere har kræft. Det er fanme en hård nyser, og jeg er uendelig glad og taknemmelig for at mine venner og min familie er der og elsker mig. Jeg kunne ikke klare det uden. Men det føles i sidste ende alligevel ensomt. Det er min krop der er sket med. Og mit liv, der står på spil. Sådan er det bare.

Jeg har erfaret, at det er det følelsesmæssige arbejde i alt det her og især i forhold til efterbehandling, der er det primære og skal være det væsentligste fokus for mig. Jeg er ung og stærk og skal klare kemoen osv., men jeg er skrøbelig indeni så at sige. Brystkræft har fyldt meget i mit liv. Min mor fik det konstateret, da jeg var en 10-11 år gammel og døde af det, da jeg var 17. Det er klart, at jeg kobler min sygdom med hendes, og at jeg har svært ved at holde det adskildt. Det har taget mig rigtig mange år frigøre mig fra sorgen over tabet af min mor (jeg er faktisk ikke sikker på at det helt er lykkes), og nu står hun der igen. Denne gang med den forbandende sygdom, som jeg måske har arvet fra hende. Det er sgu da ufatteligt irriterende. Men det her er mit liv, og jeg er ikke syg mere. I dag skal jeg for eksempel flytte sammen med min elskede i vores fantastiske lejlighed. Det glæder jeg mig til. Og prøver ikke at tænke på hvor tarveligt det er, at der ligger denne mørke sky henover vores lykke.

Den 22. februar skal jeg og Las og mødes med det team af onkologer (kræftspecialister), der skal planlægge min efterbehandling. Der er lidt lang tid til, men det passer mig faktisk fint. Det er en rar pause, hvor jeg kan nå at tænke det ordenligt igennem og få min hverdag med nyt arbejde og nyt hjem op at køre. Her er de foreløbige spørgsmål jeg vil stille onkologerne. Hvis I kan komme på flere, så lad mig endelig vide det. God weekend og masser af kærlighed.

Kemoterapi:
- går jeg i overgangsalderen?
- kan jeg blive gravid efter kemoen? Hvor lang tid skal der gå?
- hvorfor skal jeg have de her behandlinger?
- taber jeg håret?
- hvilken type kemo – navnet på medicinen?
- hvad er fordele og ulemper?
- er der nogle kemoterapiformer der forårsager for tidlig overgangsalder frem for andre?
- kan man forhindre tab af fertilitet?
- hvordan udvælges doser?
- hvad er de kortsigtede og de langsigtede bivirkninger?

Hormonbehandling:
- hvad er min menopausale status og hvilken indflydelse har det på behandlingsformen?
- Tamoxifen blocks the effects of estrogen on breast tissue without changing your body's production of estrogen?
- Svagere knogler?
- påvirker behandlingen min mulighed for at blive gravid?
- hvad er fordele og ulemper?
- vil jeg gå i overgangsalderen?
- hvor lang tid varer behandlingen?

Hvad betyder 5 års survivalmark?
Kan jeg komme til at tale med en fertilitetsekspert?

2. operation overstået

Jeg er træt som et alderdomshjem. Min krop er tonstung, og jeg kan ikke tænke en eneste klar tanke. Jeg kan heller ikke finde ud af bare at smide mig foran dvd'en og glo. Derfor går jeg lidt hvileløst rundt i lejligheden og er nu endt her, i mit virtuelle confessionroom. Blev opereret for anden gang i forgårs, torsdag d. 18. januar. Det var en ukompliceret sag, der ikke tog mere end en times tid, og jeg var hjemme igen samme eftermiddag. I går havde jeg det helt fint, men i dag må jeg have fået en slags narkosetømmermænd eller lignende!

Denne gang på Riget mødte jeg Trine. En 36 årig mor til to, der lige har fået fjernet sit ene bryst og heldigvis er uden for fare (I kan læse hendes kommentar ved at klikke på overskriften til forrige afsnit). Det var skønt at snakke med en anden brystkræftpatient, og jeg håber at vi kan blive ved med at have lidt kontakt - enten her eller ude i den 'virkelige' verden. Jeg ønsker hende i hvert fald det allerbedste, og er sikker på at hun og familien klarer skærene.

Jeg er meget dårlig til bare at lave ingenting og lade tankerne svæve i alle mulige og umulige retninger, men jeg vil nu alligevel gøre forsøget, for jeg orker ikke rigtig noget. Men inden jeg gør det, vil jeg dele nogle af mine mest bange og uredigerede tanker med jer. Også fordi jeg jo håber, at der på et tidspunkt er mange flere ligesom Trine, der kan få noget ud af at læse de her mange tanker og følelser. Det er et par sider jeg skrev i Jylland, nærmere bestemt tirsdag d. 16. januar om aftenen:

"Jeg vil ikke være syg. Jeg er pissebange for at blive syg. Altså sådan rigtig syg. Af kræft. Bange for hvad der kan ske med min krop, som jeg ikke har en skid kontrol over eller forstår. Jeg har aldrig prøvet at være sådan rigtig syg. Og nu har jeg haft brystkræft uden sådan at være rigtig syg. Jeg har haft en dødelig sygdom uden at kunne mærke det indeni som andet end en stor følelsesmæssig belastning. Det er bizart. Det er jo også med til at gøre den her brystkræftdiagnose uvirkelig. Fordi jeg ikke har kunnet mærke noget, før jeg blev opereret og fik sår af det. Nu er de langsomt ved at hele, og en dag om ikke så forfærdelig længe er de bare nogle hvide linier i min hud. Men sygdommen, eller hvordan man nu vælger at kategorisere det, sidder stadig i mig mentalt. Og det vil den gøre altid. Angsten for kræften er meget present, og jeg føler en stigende trang til at tale ud om det med en professionel terapeut. Det er så uhåndgribeligt. Tænk hvis jeg bliver rigtig, rigtig syg. Tænk hvis jeg lige pludselig ikke kan en skid og bare ligger og har smerter. Tænk hvis jeg bliver grim og gammel før tid. Tænk hvis jeg ikke når at leve - leve mine drømme ud. Tænk hvis den her kur ikke virker. Tænk hvis strålingen og evt kemoen ikke virker. Tænk hvis det kommer tilbage om 10 år og er endnu sværere at behandle. Tænk hvis jeg ikke opdager det i tide. Jeg vil leve mit eget gode, skønne liv og ikke dø som 44 årig ligesom min mor. Jeg vil så gerne tro."

...tilføjelse

Ja jeg er ikke helt sikker i det her system endnu! Det link jeg forsøget at lave inde i teksten "Tirsdag 16.01.07 Hammerum" virker åbenbart ikke. Se i stedet min linkliste i vinduets venstre side.

Tirsdag 16.01.07 Hammerum

Sidder min søster Vibber og hendes kæreste Heidis køkken. Min søster vansker op og hunden sover. Det er svært hyggeligt. Vibber og jeg har en søster-alene-dag og har ikke helt besluttet os for hvad vi skal lave. Måske ingenting.

Jeg er nu så småt begyndt på Budwig-kuren. Det er jo svært at sige noget om virkingen osv. Men det er nemt og smager godt. Og man skal ikke ud og købe sig fattig en milliard kosttilskud. Det finder jeg utrolig sympatisk. Cecilie (Las søster) undredede sig formentlig med rette over Dr. Budwigs mange nobelprisnomineringer. 6 eller 7. Det kan de vist ikke blive helt enige om, og på følgende link kan man læse om, hvorfor det er mistænkeligt, når forskere og tilhængere af en bestemt forskers resultater begynder at reklamere med at forskeren har så og så mange nobelprisnomineringer. Det synes jeg da er et vigtigt indspark.

Det forhindrer mig dog ikke i at fortsætte med kuren, men det er altid sundt at få nuanceret billedet af noget man er blevet indtaget af (-:

Søndag 14.01.07

Tak til Svigermor Gunhild, Anne-Kirstine, Margrethe, Christin, Las, Louise D, Ras og Siri og Cecilie for dejlige kommentarer på min blog. Jeg er meget glad for, at I har taget så godt imod den!

Lige nu befinder jeg mig i Råsted. Et godt stykke udenfor Holstebro i et skov- og sommerhusagtigt område har min Far og min papmor Lis købt en grund og bygget et amerikansk pinewoodhus. Det er super lækkert og idyllisk, og jeg nyder i fulde drag at være isoleret herude i naturen. Træerne rusker godt i blæsten. Og i Vesterhavet for den sags skyld! Vi kørte en tur til vestkysten i dag. Det var ikke for hængerøve. På vejen til Bovbjerg Fyr blæste skumspøjtet ind over vejen og ned på bilens forude, og da vi skulle ud af bilen var det nærmest umuligt at vriste dørene op. Men vi skulle jo ud og mærke naturens vilde og vældige kræfter, og vi fik os da også kæmpet op på klitterne. Synet og lyden af et kæmpestort frådende hav, der vælter ind mod kysten og oversvømmer diger og havneopmråder er ganske enkelt bjergtagende. Og det er for fedt at læne sig op imod vinden og stå tippet og råbe ad sine lungers fulde kraft alt imens salt og sand slår ind i ansigtet og munden. Lis og jeg sad storgrinende og tyggede på sand i bilen bagefter.

Ellers bruger jeg tiden på at læse om en ny kur jeg har fået anbefalet af en god veninde - Roxannas veninde Fie blev for et års tid eller mere siden opgivet af det danske sundhedsvæsen. Hun havde en hjernesvulst og var dødsdømt. Men så fandt hun og Roxanna ud af, at der fandtes en østrigsk læge, som havde vældig gode resultater med en bestemt form for ernæringssammensætning. På det tidspunkt arbejdede han i Thailand, så Fie og hendes nærmeste lavede en indsamling på nettet og rejste penge nok til at tage afsted og få behandling i Thailand. Få måneder senere kom Fie hjem. Hun var helbredt. Lægerne på Riget kunne kun nikke og sige jamen det er jo fantastisk. Nu hjælper Fie og Roxanna andre cancerpatienter. Blandt andet mig. For selvom mine læger har sagt at jeg er rask, vil jeg gøre alt for ikke at få tilbagefald, og det handler meget om at give sine celler og sit immunforsvar de bedste levebetingelser. Jeg linker til Dr. Johanna Budwigs hjemmeside for de interesserede:

http://www.healingcancernaturally.com/budwig_protocol.html

Jeg har valgt Dr. Johanna Budwigs kur frem for Hanckes, men begge kure er funderet i at kurere cancer via ernæringen. Det giver fantastisk god mening for mig, og jeg ser frem til at komme i gang med det.

Jeg har det godt. Det er selvfølgelig stadig svært det her - også fordi det er gået så hurtigt. Det er godt i forhold til min helbredelse, men rent følelsesmæssigt skal der også arbejdes. Jeg har haft kræft, og jeg kan få det igen. Jeg er først lige gået i gang med at 'uddanne' mig til, hvordan jeg bedst og mest rigtigt for mig forholder mig til det faktum. Samtidig med at jeg øver mig i at give slip og leve mit liv. Det er en stor udfordring, men jeg er fanme klar til at tage den op. Jeg kan jo ikke gøre andet. Det er mit liv og jeg står midt i det.

Tors 10.01.07 Forstoppelse

Jeg er træt i dag. Træt og proppet til randen med informationer om behandlinger - alternative såvel som mere etablerede. Jeg har planlagt en tur til Jylland fra lørdag til onsdag, og det er det helt rigtige tidspunkt. Jeg glæder mig til at stige ombord på toget og rejse. Der er noget helt særligt og fantastisk over at være i bevægelse samtidig med at man sidder stille. Det er velgørende og et glimrende rum for tankeflugt, dagdrømmeri og smålure. Jeg har brug for at lade tankerne svæve ud over de landskaber jeg passerer. Og jeg har brug for at se min familie og være henholdsvis fars lille pige og søsters lille søster i et par dage.

Las og jeg købte nyt køleskab og emhætte i går. Ja virkeligheden banker på. Det var superhyggeligt og fedt at få gjort. Og vi kom ikke engang op at diskutere i Punkt1 eller Snehvide, eller hvad man nu ellers kunne forestille sig af skrækscenarier i den sammenhæng. Det tog en time, og vi var enige om det hele. Nu glæder vi os helt vildt til at flytte sammen i vores nye lækre lejlighed og få alt det her bare en lille smule på afstand. Og vi glæder os til at invitere alle vores dejlige venner på besøg. Som jeg sagde til Las i går, da vi gik og gjorde rent heroppe: Det er altså noget sjovere at gøre klar til en fremtidigt liv sammen og lege far, mor og børn, når man ikke længere har en livstruende sygdom hængende over hovedet.

Nu orker jeg ikke at skrive mere. Jeg er som sagt helt fyldt op af informationer, som jeg skal have struktureret og tænkt igennem, inden jeg kan tage stilling til, hvad jeg synes er det rigtige at gøre herfra.

Champagnedag

Hurra! Yes! Jeg er 20 kilo lettere indeni! Jeg er rask! Jeg er helbredt! Det er for sindsygt.

Dagen begynder ellers total helvedesagtigt. Har sovet elendigt og gennemsvedt min dyne af angst for i dag, hvor jeg skal møde på Riget og have svar på alle prøver fra operationen. Som aftalt ringer jeg i forvejen og spørger om mine svar er klar. Det ved de ikke rigtigt. Skal lige tjekke. En sød sygeplejerske roder rundt i nogle papirer og kommer tilbage til telefonen og siger at de har nogle svar, men hun skal lige tjekke med Rita (min læge på Mamma) om det er tilstrækkeligt. Ring tilbage om en time. Den time sender mig ud på en lang frustrende rejse af vrede, frygt og irritation. Endelig er den gået og jeg ringer op igen. Stadig tvivl. De beder om mit nummer, så de kan ringe tilbage. Svartiden er kl 12.20. Klokken er nu 11. Jeg er ved at blive sindsyg. Jeg hader, at de ved mere end mig. Holder de med vilje noget tilbage? Er det fordi, der er problemer med prøverne, at de ikke er klar? Er det fordi, der står i papirerne, at jeg alligevel er meget syg og skal dø? Mobilen ringer. Jeg kan komme til svartid. De har de papirer de skal bruge. Lettelsen giver plads til al sorgen og angsten og gråden. Det skal ud, og det kommer det.

Min kæreste Las og jeg taler om bagefter, da jeg er blevet tung og rolig igen, at lige der midt i den form for angst og bæven, da er man fuldkomen alene. Der kan ikke engang Las tage med. Og sådan må det nødvendigvis være. Det er jo mit liv. Jeg siger til Las, at når jeg sidder der på hug og lader den dybe hulkegråd strømme igennem mig, så føler jeg mig som en gammel kvinde, der sidder alene midt i ødemarken eller på tundraen og skriger sine sorger ud. Der er en voldsom urkraft i det, og jeg føler mig trods ensomheden i det forbundet med alle kvinder til alle tider, der har levet og dermed lidt. Det er ret smukt at tænke på. I hvert fald bagefter.

Til mødet på Riget fortæller Rita os, at der ser virkelig godt ud. Knuden i venstre bryst er en bindevævsknude (og det er de sikre på den her gang!), og der ingen spredning til lymferne. Den cancerknude de har taget ud er en meget langsomt voksende type og ikke videre aggressiv. Det vil sige at risikoen for at canceren har bredt sig er meget lille. Med en brystkræftdiagnose i min alder er det det bedst tænkelige resultat. Og et meget usædvanligt resultat. Der er åbenbart ikke ret mange i verden på min alder, der får den type cancer. Normalt får unge mennesker en meget aggressiv form for cancer, der spreder sig hurtigt. Jeg har haft en slags gammelkonecancer. Bare heldigt for mig. Det betyder dog at lægerne ikke har et hav af fortilfælde ligesom mig, som de kan søge erfaring i, når de skal planlægge mit efterhandlingsforløb, så Rita vil tage min sag med til en konference d. 17. januar og diskutere med kræftspecialister og patologer, hvad der er det rigtige for mig. Det er nemlig ikke nødvendigvis kemoterapi. Når jeg har så god en prognose er sprørgsmålet om det er det værd at skyde en masse gift ind i kroppen på mig. Jeg får af vide, hvad de har diskuteret sig frem til d. 18. og Rita og jeg har endnu et møde d. 25. januar. Hun har også sagt til mig, at jeg også skal gøre op med mig selv, hvad jeg synes er det rigtige mht kemo. Det er selvfølgelig et ansvar som man godt kunne være foruden, men på den anden side udspringer det af, at min helbredelsesprocent allerede er meget høj. Der er stadig mange ting at tage stilling til. Plus de genetiske test, der skal afgøre om jeg er genetisk disponeret for at udvikle cancer, påbegyndes i april, så der bliver også en masse nyt at forholde sig til.

Men alt i alt er jeg og Las og alle vores nærmeste meget glade og lettede. Den eneste lille hage ved det, er at jeg skal opereres igen. Ja. Det er ikke noget farligt. Lægerne synes ikke at de har fået fjernet tilstrækkeligt af den 1cm sikkerhedszone, som de rutinemæssigt fjerne rundt om den udtagne cancerknude. Det er selvfølgelig belastende at skulle ind igen. På den anden side er det da rart at vide, at de gør deres arbejde ordenligt og følger det til dørs. Plus det er Rita herself, der gør jobbet færdig. Det glæder mig, for hun er supertjekket og fantastisk sød. Hun er meget omsorgsfuld og levende og vi har en god kemi. Den nye operation løber af stabelen torsdag d. 18. januar - om en uges tid. Ja jeg har heldigvis ikke mærket noget til det danske sundhedsvæsens langsommelighed på kræftområdet!

Nu har Las og jeg drukket champane i vores nyrestaurerede lejlighed sammen med homie Anders. Vi er trætte og skal sove nu.

Godnat og tak til de højere magter, hvem de end måtte være.

Fredag

Det er begyndt at gøre ondt i operationssårene under armene. Lort. Jeg tror det er fordi jeg har okset for meget rundt. Tålmodighed er ikke min stærke side, og jeg synes ,at jeg skulle ordne alt muligt. Nu har jeg fået besked på at slappe lidt af, både af Riget, min kæreste og min bofælle. Slap af!

Mette kom forbi i morges med græskarkerneboller og frøsnappere. Uhmmm. Spandevis af the og sladren senere blev jeg bugseret ned i hendes ladcykel og kørt til Nørreport station. Tak for lån Aksel (Mettes lille søn). Og tak for turen Mette (-: Således fik jeg som træt patient og veninde set byen fra en helt ny og sjov vinkel. I frøperspektiv. Det kan anbefales.

Fra Nørreport station kørte jeg til Lyngby til min første konsultation hos Hancke. Et skønt sted og en seriøs og rar læge, der taler et helt andet sprog end på Riget. Jeg har nu fået en kostplan og nogle kosttilskud jeg skal tage. Det føles enormt godt selv at kunne gøre noget. Og netop noget behageligt, sundt og opbyggende. Om det giver gode resultater vil tiden vise. Tidsperspektivet i den her sygdom er jo på alle måder så abstrakt og uhåndterligt, at jeg tror det er vigtigt at gøre alt hvad man kan og føler er rigtigt.

En 30 års fødselsdag venter forude. Jeg kan lige nå en skraver inden Las kommer tilbage fra studiet (han og Dissing-familien er i gang med at mixe deres nye album. Det er fantastisk. Køb det når det kommer på gaden her i løbet af foråret).

Tak

Kære alle jer. Tusind tak for jeres kærlighed og støtte og dejlige kommentarer!

Har jeg kræft eller har jeg ikke kræft?

De fleste mennesker, der har oplevet voldsomt traumatiske begivenheder, kender til det højst mærkværdige tidshul man dratter ned i, når bevidstheden har vænnet sig tanken om hændelsen og dens konsekvenser og verden lige så stille triller videre i sin vante gang. Der er jeg nu. Det føles ligesom at stå midt i filmisk virkelighed, der for en tid har været frosset til i intenst chok og som nu har fundet det rigtige hak og larmende og prøvende genoptager sin handling. Problemet er bare, at jeg i mellentiden har mistet orienteringen i den igangværende historie og humper forvildet rundt i et plot, som jeg ikke forstår og ikke har nogen som helst magt over.

Forestillingen om at have kontrol over sin liv og sin historie er selvfølgelig en tåbelig illusion, hvad enten man har kræft eller ej, men en del af de fleste menneskers tanker og handlinger er trods alt koncentreret om at indrette sig, som man synes er rigtig og har lyst til - at iscenesætte en form for tilfredsstillende livshistorie. Det projekt går på grund, når man pludselig står med en i gængs opfattelse livstruende sygdom. Det kan man blive klog af, bestemt. Og det er sundt at få rystet lidt op i vanetænkningen, helt sikkert. Der er bare det ved det, at jeg kontinuerligt igennem hele mit liv med jævne mellemrum har gjort mig den type erfaringer - chok, sorg, dødsfald, sygdom, omsorgssvigt - you name it. Og nu kunne jeg faktisk godt tænke mig snart at lave lidt af den der type banalt identitets - og livshistoriearbejde.

Anyway jeg tager den her tur med også, og lige p.t. er jeg dybt taknemmelig for at have fået mit liv tilbage i den forstand, at canceren er ude af mit bryst, og der er ingen tegn på spredning. Men jeg sidder samtidig og venter på flere svar og prøver, og jeg ved ærlig talt ikke helt, om jeg skal tro på, at jeg ikke længere har kræft. De kan jo ikke se alle metastaser i hele kroppen. Hvor stor en del af mit liv på længere sigt kommer den her sygdom til at optage? Kan jeg få børn, arbejde, elske, løbe, svømme, rejse, æde, drikke, dykke, skrive, læse etc.? Det handler selvfølgelig også om beslutninger og rigtige valg fra min side, men der går nok nogle uger endnu, inden jeg oprigtig føler mig som en del af det liv der er mit.

Men hey, når Bob Dylan nu pludselig vrænger "Like A Rolling Stone" ud i mine hovedtelefoner, kan jeg sgu alligevel godt mærke kærligheden (-: Tag den kræft!

Første dag alene

Har søgt tilflugt i min svigermors forladte hus i Vanløse. Det er yderst tiltrængt efter to ugers intens mandsopdækning og omsorg. Bevares, jeg er lykkelig for at have haft mine nærmeste tæt omkring mig i min korte tid som brystkræftpatient, men jeg er så propfyldt af tanker og følelser, at jeg bare måtte have et sted øjne uden øjne, sorg og bekymringer rettet mod min person. En blank dag uden diagnoser, forklaringer, ord, spørgsmål, bekymringer, dårlig samvittighed og relationer i det hele taget. Det er vanskeligt at kræve men det gør godt.

Er rolig og tom nu. Hvorfor der heller ikke skal forventes store tanker og åbenbaringer herfra i dag. Men jeg synes alligevel lige at jeg ville kickstarte projektet.

Kærligt
Tina