Nu på www.blogomkraeft.dk

Jeg har ikke skrevet herinde længe. Det skyldes først og fremmest at jeg er begyndt at blogge på Kræftens Bekæmpelses blog (se link øverst til venstre), så jeg har svært ved at finde tid til det hele. Men gå endelig derind og læs både mine og andres indlæg.

Tænk sig, jeg er færdig med stråling på fredag. I overmorgen. Så er jeg færdig med mine ambulante behandlinger og skal til at i gang med at leve et helt almindeligt liv. Så almindeligt som det nu kan blive! Jeg begynder som redaktør på KBH på mandag, og så kører bussen ellers bare. Det er skønt og skræmmende. Jeg kan mærke at jeg har tendens til at stresse, og at jeg skal passe på mig selv. Jeg er stadig sårbar og kan have dage hvor jeg ikke kan overskue noget som helst, og det skal jeg lige være opmærksom på. Jeg er også startet på anti-hormon kuren, og har de vildeste hedeture! Det er syret. Så alle jer midaldrende kvinder eller derover - jeg ved hvad I snakker om!

Mit hår og mine øjenbryn er så småt ved at vende tilbage, så hver morgen priser jeg mig lykkelig for at have fået mere og mere af mit ansigt tilbage. Det er virkelig dejligt.

Jeg har ikke så mange bivirkninger af strålingen. Er lidt rød og øm, men det er ikke noget der generer mig synderligt. Men de siger også at det topper 14 dage efter behandlingen, så der kan nå at ske ting og sager.

Anyways, jeg glæder mig til på fredag at fejre at det er slut med behandlinger - og forhåbentlig for altid.

Stråling fortsat

Ja nu er jeg sådan set blevet ok venner med den stråling. Eller sagt på en anden måde, jeg har vænnet mig til det. Vænnet mig til at der ikke er tid til omsorg og til at snakke og lære sygeplejerskerne at kende. Sådan et det bare. Det er benhård business, ind og ud på under ti minutter. Og sådan må det nødvendigvis være når der åbenbart er for få strålekanoner og for lidt personale til at betjene dem i Danmark. Jeg overhørte en samtale mellem to damer i venteområdet forleden. Den ene blev fløjet ind fra Karup hver dag for at få sin strålebehandling - og hvis jeg ikke har nævnt det, så snakker vi altså om mellem 24 og 29 behandlinger. Én hver dag i cirka en måned. Men hun viste sig at være den heldige, for den anden dame og hendes mand brugte sammenlagt 11 timer hver dag på transport for at hun kunne få sin behandling. Det er jo helt vanvittigt. Så jeg skal ikke brokke mig. Jeg kan cykle til Riget på et kvarter, og strålingen bliver højst et lille afbræk på en dag der er fyldt med alt mulig andet. For dem er det bare det eneste dagene drejer sig om. Så kan jeg godt forstå hvis man bliver træt!

Jeg har ikke fået nogen bivirkninger endnu. Det kan sagtens nå at komme. Man siger at de topper efter 14 behandlinger, og jeg har kun fået 10. 19 to go. Men under alle omstændigheder tror jeg at de bliver milde. Jeg er også så heldig at være kommet med i forskningsprojekt det hedder PACT. Det foregår på Rigshospitalet i de samme lokaler som Krop & Kræft, som jeg deltog i under min kemo og er stort set bygget op på samme måde. Det er fysisk træning i form af styrketræning, spinning og afspænding, men til forskel fra Krop og Kræft er det kun 1 gang om ugen men til gengæld i et helt år og kombineret med coaching. Det er superfedt, og jeg er så glad for at kunne træne under supervision og sammen med andre. Jeg kan virkelig mærke at det giver mig meget at føle mig stærk og i god form, og det er et eller andet sted ret flippet at jeg nu efter operation og kemo og midt i strålingen er i bedre form end jeg nogensinde har været. Det er på toppen.

En anden ting som jeg bestemt heller ikke havde set for mig, da jeg for et halvt år siden fik min diagnose og begyndte efterbehandling, det er at jeg har fået et rigtig fedt job. I torsdag spurgte chefredaktøren på KBH, det magasin hvor jeg har arbejdet det sidste halve års tid, om jeg kunne tænke mig at være redaktør. Jo tak! Så pr. 3. september er jeg redaktør på et magasin som jeg synes er bragende godt og som i år fik en branchepris som årets bedste. Det er sgu da for vildt. Mit første rigtige, lønnede job efter jeg er blevet uddannet. Og jeg som troede at det at få kræft og gå i behandling var lig med at mit liv gik i stå, og jeg skulle ligge brak i hele 2007. Det er altså en skøn følelse at det på ingen måde behøver at være sådan. Det har jeg også fortalt til en journalist fra Alt for Damerne som har været forbi for at lave et interview til deres oktobernummer. De vil åbenbart lave en artikel om kvinder der har haft kræft og om hvordan man kommer videre. Og den journalist jeg snakkede med har fokus på sport, og så har hun altså fundet frem til mig. Hø hø - mig der aldrig har dyrket noget særlig sport og først for nylig er begyndt at identificere mig med den del af mig selv. Anyways, det er i hvert fald fedt at være med til at få budskabet ud om at kræft ikke nødvendigvis er en dødsdom, og at behandlingen af det ikke behøver at betyde at man bliver forvandlet til en lille bleg grøntsag der ligger i en seng og ørler. Det sker selvfølgelig for nogle, men det er ikke sandheden om at få en kræftdiagnose. De vil så også have en masse billeder af mig og mit skaldede hoved, og det synes jeg sådan set er fint nok. At de vil holde det real. Glæder mig til at se resultatet.

Nå nu vil jeg flade ud sammen med Las. Vi har tømmermænd efter en fantastisk aften på Umami. En hundedyr og trendy japansk restaurant i St. Kongensgade hvor jeg havde inviteret Las hen for at fejre vores 2 års dag og mit nye fru redakteur job. Det var så lækkert, og vi drak os sejlende i sake og blærede cocktails. Herligt.

Stråling

Jeg fik min 2. strålebehandling i dag. Jeg kan ikke lide det. Rummet er for stort, maskinen er for grotesk, sygeplejerskene er for fortravlede, og så ligger man alene på et leje af hårdt plast og bliver bestrålet af noget man ikke kan se, men som man ved er farligt, for ellers ville sygeplejerskene blive i rummet sammen med mig i stedet for at betjene maskinen via en computer fra et andet sted. Det er en kold og kynisk affære, og jeg kan ikke lide det. Jeg savner Eva på onkologisk og vil næsten gå som langt som til at sige at jeg foretrækker kemoen. Selvfølgelig ikke bivirkningerne men selve behandlingen. Det var mere tid og ro og omsorg over kemoen. Nu er det bare ind og ud på ti minutter, og jeg kan ikke se og begribe hvad der rent faktisk sker. Maskinen siger en brummende lyd og så var det den ene side, så rykker den over på den anden side, siger en lyd og to sekunder senere er det slut. Man kan ikke se strålen, og jeg bryder mig ikke om tanken om at noget jeg ikke kan se går ind i min krop - ja endog igennem min krop. Det er for sært.

Men jeg har sagt ja til behandlingen, og jeg øver mig på at acceptere den og tro på at den er nødvendig, om ikke andet så givtig i forhold til mit videre forløb. Jeg 27 behandlinger tilbage, og jeg er selvfølgelig nervøs og spændt på at se hvordan det udvikler sig. Om jeg får hudgener osv. Ellers skulle der ikke være de store bivirkninger. De har lovet ikke at ramme mine lunger nævneværdigt, så det må jeg jo stole på. Så kan man godt blive træt. Ikke så meget pga. behandlingen i sig selv, men mere det faktum at man skal derind hver dag og blive mindet om at man har været syg osv. Og det synes jeg allerede jeg kan mærke. Efter to dage! Jamen især fordi jeg virkelig ikke bryder mig om det. Jeg synes det er vildt grænseoverskridende og bizart. Jeg er ikke i tvivl om at det nok skal gå godt og alt det der. Jeg er bare betænkelig ved det.

Nå men fortsættelse følger. Jeg vil hvile mig lidt inden jeg skal løbe. Der er fællesstræning med Proof of life holdet i aften. Jeg laver lige et link til deres hjemmeside for dem af jer der ikke kender foreningen.

Øv

Kemoen har for alvor sat ind nu. Jeg er så træt som tusind alderdomshjem, og selv om jeg trods alt er blevet bedre til at tillade mig selv at være træt og ikke orke noget - eller som en klog kvinde i min samtalegruppe har sagt til mig et par gange: giv nu dig selv lov til at være i kemo - og ja det er jeg blevet bedre til at gøre. Men det huer mig ikke! Jeg hader ikke at kunne gøre det jeg vil fordi min krop ikke magter det. Det er virkelig provokerende for den overihærdige, præstationssøgende og krævende del af min personlighed. Hey, måske ender det rent faktisk med at jeg lærer at tage en slapper en gang imellem. Og dog, hvis kræft og kemo ikke engang er nok til at overbevise mig om at det er ok at jeg ikke lige fikser det hele på den halve tid til ug, kryds og slange, så ved jeg sgu ikke hvad der skal til (-: På den anden side er min ihærdighed jo også tegn på et stort og veludviklet overlevelsesinstinkt, og sådan et er godt at have.

Anyways. Nok om det. Som sagt er jeg mega træt, har ondt i kroppen og mit tandkød smerter. Ja det lyder måske mærkeligt, men kemoen bevirker jo at tallet for de hvide blodlegemer falder, og det betyder at mit immunforsvar ikke rigtig er på dupperne i forhold til at bekæmpe bakterier og virus og den slags. Så jeg har fået en mild tandkødsbetændelse der blusser op hver gang jeg får behandling, og den her gang gør det altså rigtig nas. Og mine fingerspidser og tæer er ømme. Det er sært, men det er sket hver gang jeg har fået taxsotere, altså den cellegift jeg har fået de sidste tre gange her. Det er vist en meget normal bivirkning. Så lige nu ligger jeg mest ned. Om det er i ubevidst sympati vides ikke, men Las har fået hold i nakken, så jeg har en god legekammeret i min uvirksomhed! Vi ser en hulens masse film og griner af vores egen og hinandens ynkelighed. Men mon ikke vi snart kommer til kræfter og kan holde noget lækkert ferie sammen. Bevares det er vildt hyggeligt at stene film, men vi vil jo også gerne ud i verden og fyre den lidt af sammen.

Men igen, giv nu dig selv lov til at være i kemo! Ikke stresse. Nu hvor jeg har ferie og ikke skal alt muligt, fatter jeg ikke at jeg har arbejdet, lavet interviews og skrevet artikler under de forrige kemoer. Jeg må jo være fuldkommen vanvittig.

Såeee...nu vil jeg tage min cykel og cykle til Vanløse sammen med Las og besøge min svigermor (-:

Længe siden...

Ja tiden er simpelthen fløjet afsted og jeg har fået min sidste kemo. I mandags. Tænk engang, nu er jeg færdig med kemoen. Det er vildt lækkert og jeg har været småhøj af lykke hele ugen. Lige nu er jeg dog lidt smadret af kemoen, den satte lige ind i går så det bliver ikke den store update i dag.

Strålingen begynder d. 23. juli men det er jeg ikke nervøs for. Blot irriterende at det er hver dag i 29 dage. Jeg er på landet hos min far og Lis og slutter mig til Las og Dissingerne i Århus i morgen. Glæder mig til at have nogle fridage sammen med Las derhjemme. Det trænger vi til.

Jeg har fået mine penge udbetalt fra forsikringen så vi har ingen økonomiske bekymringer hen over sommeren (-: Tværtimod. Mit hår er også begyndt at gro ud - med en vældig fart endda. Så alt i alt er det gode tider!

Nå ja

Og så glemte jeg at fortælle at jeg har fået svar på min gentest og den er negativ. Hurra. Der er ingen tegn på mutation i de to gener som de kender og har testet for, så jeg er så vidt vides ikke arveligt belastet i forhold til at udvikle kræft. Det er en stor lettelse, også i forhold til at sætte børn i verden. Nu kender de selvfølgelig ikke alle gener, og det kan ikke fuldstændig udelukkes at jeg er arveligt disponeret, men resultatet gør en stor forskel i forhold til min risiko for at få kræft igen.

Så alt i alt en skøn besked (-:

Kun 1 tilbage!

Så er anden sidste kemo overstået. Nu har jeg kun 1 tilbage. Det er skønt. Jeg fik kemoen i dag kl 11:30 og kan ikke mærke noget endnu, andet end at jeg er speedet af binyrebarkhormonerne. Men sidst kom bivirkningerne også først hen ad torsdag da jeg stoppede med medicinen. Jeg håber jeg kan holde dem lidt mere nede den her gang. Vi får se.

Ellers har jeg det godt. Kæmper for at få de sidste ting færdig til KBH, så jeg kan holde velfortjent ferie. Vi holder forrresten sommerreception og afstedsreception for mig på KBH fredag d. 29. juni og venner og familie er meget velkomne. Det er i gården i Kronprinsessegade 24.

Og øv, jeg har nu mistet mine bryn og vipper. Det ser total latterligt ud og betyder at jeg skal stå hver morgen og male bryn og en tyk streg på øjenlåget for bare at se nogenlunde normal ud. Og venner, der er en grund til at man har bryn, vipper og hår i næsen udover at det for de to første tilfældes skyld ser pænt ud. Det er for at forhindre at der dratter alt mulig lort ind i øjnene hele tiden og uhæmmet løber snot ud af næsen (-: Se det er sådan noget man ikke normalt tænker over så vær glad for jeres kropsbehåring. Den har praktiske funktioner!

Nå men jeg er bare så glad for det her fantastiske vejr. Det gør jo det hele lidt sjovere, lysere og smukkere.

Nyd det.