Der er koldt på toppen

Ja så faldt det af det hår. Det begyndte at drysse fredag, og søndag gad jeg bare ikke glo på det mere. Så Las tog trimmeren og kronragede mig på terrassen i sommerhuset i Tisvilde. Det er vildt! Men det ser sgu meget fedt ud på en eller anden mærkelig måde. Las synes heldigvis det er sexet - efter at være kommet sig over mavepinen over at skulle klippe mig skaldet vel at mærke. Nu sidder jeg på kontoret med mit bare hoved og er på mit job, i københavn, i mit liv skaldet for første gang. Jeg føler mig nøgen - men også fri. Jeg stod i morges og viklede alle mulige og umulige tørklæder rundt om hovedet men det føles bare ikke rigtigt. Jeg føler mig begrænset og ufri. Så jeg tog i stedet en dyb indånding og vadede ud i det. Jeg har stadig lidt hjertebanken men det er ok. Det har været en spøjs proces pludselig at stå i badet med sit hår i hånden og tænke ok, så er det nu det sker til at overveje at klippe det af men alligevel tænke at hvis nu det bliver siddende, til at stå og glo ned i en håndvask fuld af hår og erkende at det gør det bare ikke, og så til at klippe det af og mærke lettelsen over at fri for den bekymring - men så selvfølgelig skulle vænne sig til det og ikke mindst lade sine omgivelser vænne sig til det. Plus det er skide koldt at være skaldet. Vinden blæser lige ind. Er lykkelig for at det snart er sommer.

Fredag skal jeg have kemo igen. De sidste 3 uger er gået stærkt. Louise tager med den her gang. Det er rart. Så går vi ud og køber dameblade bagefter og smider os i en sofa. Torsdag til frokost skal jeg mødes med Solveigh - og ja hun hedder Solveigh og ikke Sonia som jeg kom til at skrive i forrige post. Det er bare fordi hun er lige så skøn som Las' faster der hedder Sonia! Anyway hun har som sagt også haft brystkræft og jeg skal gå tur og spise frokost med hende og hendes veninde Mette, der også har haft kræft. Ja det er helt sindsygt med alle dem der har eller har haft kræft. Men det er så rart at snakke med andre piger, der kender til alt det her. Så det glæder jeg mig til.

Ellers er der travlt med KBH, Las' fødselsdag, veninder, sang, psykolog, lejlighed og nå ja med at huske at slappe af og nyde! (-:

Miniferie

Tak til Gitte for kloge og kærlige ord!

Las og jeg har pakket et arsenal af økologiske madvarer, dyner, tæpper og bøger til vores lille sommerhustur. Vi har lånt et sommerhus i Tisvilde af en af Las' venner og glæder os helt vildt til at køre ud af København og hverdagen og bare splatte ud i lånte omgivelser.

Kvalmen slap taget i mig i lørdags og siden har jeg haft det fint. Lidt træt - og nå ja følelsesmæssigt rundtosset - men fysisk har jeg haft det glimrende. Fandt også ud af at kvalmepillerne ikke var så farlige og de virker! Så dem har jeg taget når jeg har haft for meget kvalme til at arbejde og være. Jeg har ikke tabt mit hår endnu men har til gengæld klippet det superkort. Alle synes det er frækt og lækkert og jeg er egentlig også ret vild med det. Jeg kan bare ikke lade være med at gå og vente på at det falder af. Det er sådan ved at være tid hvor det kunne ske. Men måske først efter 2. kemo. Der er selvfølgelig nogen der beholder deres hår eller bare bliver tyndhårede men det går jeg nu ikke rundt og regner med. Bare håber.

I sidste uge mødtes jeg med en pige, der hedder Sonia. Hun har også haft brystkræft og været i kemo og stråling og hun var rigtig skøn at snakke med. Jeg glæder mig til at møde hende igen. Det kan jeg virkelig anbefale hvis der skulle være nogen med kræft, som jeg ikke kender, der kigger med herinde, at tale med andre i samme situation. Det lyder så banalt men det kan sgu være svært nok at tage initiativ til.

Og jeg må sige at Riget virkelig er med mht til opfølgning osv. Jeg har fået brev om at jeg komme med i en samtalegruppe for brystoperede og min sygeplejerske Eva har meldt mig til et projekt der hedder Krop & Kræft, hvor man styrketræner sammen med andre der er i behandling. Det er da vildt fedt. Jeg vil selvfølgelig være med i det hele, og jeg synes det er meget positivt at Riget helt 'automatisk' sender mig de der ting.

Anyways nu er Las lige kommet ind af døren og vi skal afsted. Ciao!

Bekendelser

Las betvivler med sin kommentar til Uden kvalme, at tingene er så overskudsagtige og lysegrønne som jeg maler dem. Det blev jeg først skide sur over, fordi han dermed på en måde tog min gode oplevelse fra mig. Og fordi han gjorde det i offentligt rum. Men når vi nu er herude i forvejen, vil jeg bare sige at han ved at gøre det også åbner mine øjne for, at jeg også holder mig oppe ved at male og spejle mig i det billede I ser beskrevet herinde. Indrømmet. Men guderne skal vide at vores hverdag også er hundehamrende svær og ulidelig og præget af underskud og famlen rundt i mørke. Og jeg er træt, stresset, bange, umulig, ked af det, stædig, krævende, forvirret og egoistisk. Og alt mulig andet, der ikke kun handler om kræft men om noget endnu dybere og ældre i mig som jeg arbejder på at blive klogere på. Men det tror jeg hører til et andet sted end på denne blog. Jeg har egentlig bare lyst til at sige - måske mest til mig selv (-: - at bloggen her selvfølgelig aldrig kan træde i stedet for de samtaler, det nærvær og den autentisitet, som samtaler og samvær med alle jer kære udgør. Den er et lille indblik og en del af et meget større billede. Så nu vil jeg gå ind og snakke med min mand i stedet for at sidde og skrive!

Uden kvalme

Kemoen i går var helt udramatisk og slet ikke så uhyggelig og farlig som jeg havde frygtet. Jeg havde et hæsligt mareridt natten til fredag og var hundehamrende nervøs, da Eva kom og hentede os i venteværelset. Men man sidder 'bare' i en lænestol, får lagt et drop og så kommer der først saltvand, derefter den første portion kemo, der er camparifarvet, så saltvand igen og til sidst den gennemsigtige kemo. Jeg kunne ikke mærke andet end at jeg blev kold i armen, men så fik jeg en varmepude på. Den sidste pose kemo gav lidt kildren i næsen og panden. Ikke ubehageligt, bare sært. Eva, min sygeplejerske var rigtig sød og snakkede og snakkede, så man glemte tiden. Hun charmede også Las med at fortælle ham at han ligner Jim Morrison (-: Og det er jo er rigtigt! Så vi var helt trygge. Bagefter var jeg lidt mat og køresygsagtig men ikke dårlig. Jeg tog mine kvalmepiller, som vi havde aftalt, og så var der ikke så meget andet i det. Jeg søvn fint. Stod røvtidligt op i morges, lavede en smoothie, slog en dej til boller op og satte kikærter til hummus i blød. Og så puttede jeg lidt med Las igen og gik ned trænede et par timer. Uden kvalmepiller vel at mærke. Nu har jeg lige gået en tur med min veninde Louise og spist sen frokost. Og jeg har stadig ikke kvalme. Det er lige præcis så irriterende overskudsagtigt som det lyder. Og det er så fedt. Jeg er lettet og ovenud lykkelig for at jeg ikke har det dårligt. Nu kan jeg slappe af og tænke på at så er der kun fem omgange tilbage, og hvis det fortsætter på den her måde, jamen så er det en weekend hver 3 uge, hvor jeg er lidt køresyg/tømmermænd, men hvem fanden er ikke det engang imellem!

1. kemo

I morgen kl 12 skal jeg til min første kemoterapi. Det er meget underligt. Jeg glæder mig på en bizar måde til at komme i gang. Til at finde ud af hvad der sker med min krop. Hvordan den reagerer. Det er en vild ting. Las tager selvfølgelig med og så må vi jo bare se hvad der sker.

Vi havde en skøn tur til Horsens. Dolly var ret fantastisk og sang uovertruffent. Louise, Siri og jeg gik amok og købte to Dolly T-shirts hver med glimmer og hele pivtøjet. Det var så hyggeligt at køre med Poul og Pia. Det er så søde og varme. Jeg synes jeg er blevet meget tynd. Ser pillet ud. Det er grimt. Men det hjælper også når jeg kommer i gang med at træne igen og får begyndt på Astanga. Jeg skal have nogle muskler og noget styrke. Nu vil jeg hvile mig og snart gå i seng. Det bliver en spændende dag i morgen. Har også en masse arbejde!

Dolly

I går gik jeg helt ned over at Las og jeg måske ikke kan rejse til udlandet og holde ferie, som vi gerne vil og trænger til. Man skal søge dispentation hos Europæiske, når man vil rejse samtidig med at får medicinsk behandling. Så det er noget med et skema, der skal udfyldes af lægen og sendes videre, og så tør man ikke bestille rejsen for hvad nu hvis de ikke vil give det tilsagn. Selv en afbestilllingsforsikring dækker ikke, fordi de kan argumentere for at man var vidende om grunden til at afbestille i forvejen. Og så bliver jeg bare så fuckin frustreret over at jeg har den her faktor i mit, der skal bestemme hvad jeg skal og ikke skal. Gå væk! Samtidig overvejer vi selvfølgelig også om det er dumt at rejse mellem første og anden kemo. Måske man skal vente til man komme lidt længere hen, så vi ved hvordan jeg reagerer på kemoen. Snakkede med en sygeplejerske i går, der sagde at jeg skulle huske på at tallet for hvide blodlegemer falder med kemoen og det betyder at jeg kan risikre at få feber og infektioner. Og man gider jo heller ikke sidde på en solskinsø og ralle på antibiotika, som man i øvrigt selv har betalt, fordi sygesikringen ikke dækker. Jeg tror nok vi kom frem til i går at holde ferie men blive i Danmark. Tage i sommmerhus eller på Falsled Kro eller noget andet rigtig lækkert og afslappende.

Jeg starter i kemoo på mandag d. 12. Jeg er meget spændt. Det er jo ret vildt. Men jeg har efterhånden hørt om nogle stykker, der fordi de enten var på en kur eller røg en masse pot ikke mærkede noget til bivirkninger. Så der skal eksperimenteres lidt. Bare rolig Far hvis du læser det her, jeg ryger mig ikke ned og bliver et pothead! (-:

Det går fantastisk på mit arbejde på KBH. Jeg får så dejlig meget ros, og jeg er glad for de ting jeg skriver. Husk at tjekke det nye nummer ud. Hvis man bor i Jylland findes magasinet også på nettet. Jeg har lavet et link her på siden. I aprilnummeret har jeg tiltusket mig reel artikelplads, så der kommer et 2-3 siders portræt og så selvfølgelig alt det andet jeg skriver.

Om et par timer kører Las og jeg op til Poul og Pia og henter dem, og så drøner vi til Horsens sammen med resten af Dissing-familien til Dolly Parton Koncert. Vi har billetter på 3. række og overnatter på hotel i Horsens. Det bliver skønt at feste igennem.

What a week

Hvor skal jeg begynde. Forrige onsdag tager Las og jeg til møde på Riget. Dobbeltmøde. Først skal vi snakke genetik og spørgsmålet om hvorvidt jeg er arveligt disponeret for at udvikle kræft med onkologerne og derefter fertilitet og muligheden for at nedfryse æggestok med en gynækolog. Det går stille og roligt uden de store overraskelser indtil Mikkel, vores søde fertilitetslæge, foreslår at nedfryse æg! Jamen det troede jeg jo ikke at jeg måtte, fordi det kræver en hormonstimulering, der kan være farlig ifht min hormonfølsomme kræft. Men Mikkel havde gjort det før og mente at det kom an hvem man spurgte af onkologerne. Ok, jamen det vil jeg da meget hellere end en æggestoksoperation. Hvornår har du sidst haft din menstruation? Det har jeg nu. Jamen så er det nu. Og lige pludselig lægger jeg med stængerne i vejret og bliver scannet og Las sidder ved siden af med øjne så store som tekopper og åben mund. Jeg ser fin ud indeni og de er klar på at gå i gang med hormonbehandling samme aften, hvis jeg får grønt lys af overlægen på onkologisk, Bent Ejlertsen. Klokken er på det tidspunkt 15:30 og det administrative personale er på vej hjem og Riget ved at lukke ned for andre end de indlagte. Vi styrter ned på onkologisk afdeling og prøver at få fat i Eva, min kontaktsygeplejerske. Hun spørger hvad vi vil og jeg svarer rådvild i øst og vest, fordi det hele er gået så hurtigt at jeg faktisk ikke er i stand til at formulere, hvad det er vi vil. Heldigvis er Las mere koldhovedet og får fremstammet at vi gerne vil have Bent til at snakke med Mikkel, så de sammen kan vurdere om jeg kan gå i gang med hormonbehandlingen. Eva er lidt stram i betrækket men får alligevel hevet Bent ud af et møde og kommmer et kvarter senere tilbage og siger at det er i orden. Hva'! Hvor vildt. Vi løber mod elevatoren men i dagens anledning skal man igennem kælderen og pludselig løber Las og jeg rødkindede og forvildede rundt nedenunder Riget med besked om at vi godt kan gå i gang med at lave et barn i en petriskål. Det er fuldkommen langt ude. Vi skriver under på diverse papirer og formularer og går fra Riget med pose nåle, en slags insulinsprøjte og en plastickop til Las' sæd. Wow. Næste stop er apoteket, hvor vi køber for over 2000,- hormoner, som jeg den næste uge hver aften kl 22 sprøjter ind i maven. Las synes det mega klamt men han synger sange for mig, når jeg skal sprøjte mig og det hjælper faktisk. Det gør ikke særlig ondt men jeg bliver oppustet og prutter helt vildt og er bare generelt stresset over at mine æg ikke synes at vokse nok. Til sidste scanning før ægudtagning ser det ud som om at der kun er et æg i venstre æggestok, der er stort nok - en såkaldt vinder og man vil helst have en 3-4 stykker ud for at sikre sig at der er nogen, der bliver til noget. Så vi tror ikke rigtig på det i fredags, da vi møder op på Riget klokken lort til ægudtagning. Las med en kop sæd og jeg med nællefeber, som jeg imellemtiden har udviklet som en reaktion på medicinen. Nuvel vi bliver vist ind på en stue fuld at mennesker, der allesammen skal stå og glo op i skrævet på mig. Men på det tidspunkt er alt alligevel så syret og jeg er lidt dopet af morfin. Alle er desuden utrolig søde og proffe. Mikkel skal da også lige være med og står i baggrunden som en anden jordemor og husker mig på at trække vejret. Vi har heldet med os og de får to fine æg ud. Det tager under en halv time og bagefter får jeg lov at ligge ned i et andet rum og hvile mig. Jeg græder, fordi jeg er så overvældet. Vi er glade men også trætte og forvirrede, og vi får først af vide om søndagen om æggene klarer det og vil befrugtes. Søndag er i dag og i morges ringede jeg til laboratoriet og fik af vide at mine æg var befrugtede og havde delt sig optimalt i fire. De fik tilmed topkarakterer! Nu skal de bare fryses ned, og så har vi en slags forsikring i banken, hvis kemoen skulle få bugt med min fertilitet. Det er helt fantastisk og vi er lykkelige. Det er selvfølgelig også mærkeligt at tænke på at vi på en måde har lavet et barn. På celleniveau. Men det er jo slet ikke sikkert at vi får brug for æggene. Vi har om ikke andet fået bevis for at vores fertilitet som udgangspunkt ikke fejler noget. Min veninde Mette synes vi skal bruge æggene under alle omstændigheder, for nu er der jo en lille én. Det er meget sødt (-: Jeg tror nu alligevel at vi prøver naturligt efter kemoen, strålingen og den første del af hormonbehandlingen. Vi har haft en skøn dag med forårsvej, lange gåture og lette hjerter. Det trængte vi til. Tak.