Stråling

Jeg fik min 2. strålebehandling i dag. Jeg kan ikke lide det. Rummet er for stort, maskinen er for grotesk, sygeplejerskene er for fortravlede, og så ligger man alene på et leje af hårdt plast og bliver bestrålet af noget man ikke kan se, men som man ved er farligt, for ellers ville sygeplejerskene blive i rummet sammen med mig i stedet for at betjene maskinen via en computer fra et andet sted. Det er en kold og kynisk affære, og jeg kan ikke lide det. Jeg savner Eva på onkologisk og vil næsten gå som langt som til at sige at jeg foretrækker kemoen. Selvfølgelig ikke bivirkningerne men selve behandlingen. Det var mere tid og ro og omsorg over kemoen. Nu er det bare ind og ud på ti minutter, og jeg kan ikke se og begribe hvad der rent faktisk sker. Maskinen siger en brummende lyd og så var det den ene side, så rykker den over på den anden side, siger en lyd og to sekunder senere er det slut. Man kan ikke se strålen, og jeg bryder mig ikke om tanken om at noget jeg ikke kan se går ind i min krop - ja endog igennem min krop. Det er for sært.

Men jeg har sagt ja til behandlingen, og jeg øver mig på at acceptere den og tro på at den er nødvendig, om ikke andet så givtig i forhold til mit videre forløb. Jeg 27 behandlinger tilbage, og jeg er selvfølgelig nervøs og spændt på at se hvordan det udvikler sig. Om jeg får hudgener osv. Ellers skulle der ikke være de store bivirkninger. De har lovet ikke at ramme mine lunger nævneværdigt, så det må jeg jo stole på. Så kan man godt blive træt. Ikke så meget pga. behandlingen i sig selv, men mere det faktum at man skal derind hver dag og blive mindet om at man har været syg osv. Og det synes jeg allerede jeg kan mærke. Efter to dage! Jamen især fordi jeg virkelig ikke bryder mig om det. Jeg synes det er vildt grænseoverskridende og bizart. Jeg er ikke i tvivl om at det nok skal gå godt og alt det der. Jeg er bare betænkelig ved det.

Nå men fortsættelse følger. Jeg vil hvile mig lidt inden jeg skal løbe. Der er fællesstræning med Proof of life holdet i aften. Jeg laver lige et link til deres hjemmeside for dem af jer der ikke kender foreningen.

Øv

Kemoen har for alvor sat ind nu. Jeg er så træt som tusind alderdomshjem, og selv om jeg trods alt er blevet bedre til at tillade mig selv at være træt og ikke orke noget - eller som en klog kvinde i min samtalegruppe har sagt til mig et par gange: giv nu dig selv lov til at være i kemo - og ja det er jeg blevet bedre til at gøre. Men det huer mig ikke! Jeg hader ikke at kunne gøre det jeg vil fordi min krop ikke magter det. Det er virkelig provokerende for den overihærdige, præstationssøgende og krævende del af min personlighed. Hey, måske ender det rent faktisk med at jeg lærer at tage en slapper en gang imellem. Og dog, hvis kræft og kemo ikke engang er nok til at overbevise mig om at det er ok at jeg ikke lige fikser det hele på den halve tid til ug, kryds og slange, så ved jeg sgu ikke hvad der skal til (-: På den anden side er min ihærdighed jo også tegn på et stort og veludviklet overlevelsesinstinkt, og sådan et er godt at have.

Anyways. Nok om det. Som sagt er jeg mega træt, har ondt i kroppen og mit tandkød smerter. Ja det lyder måske mærkeligt, men kemoen bevirker jo at tallet for de hvide blodlegemer falder, og det betyder at mit immunforsvar ikke rigtig er på dupperne i forhold til at bekæmpe bakterier og virus og den slags. Så jeg har fået en mild tandkødsbetændelse der blusser op hver gang jeg får behandling, og den her gang gør det altså rigtig nas. Og mine fingerspidser og tæer er ømme. Det er sært, men det er sket hver gang jeg har fået taxsotere, altså den cellegift jeg har fået de sidste tre gange her. Det er vist en meget normal bivirkning. Så lige nu ligger jeg mest ned. Om det er i ubevidst sympati vides ikke, men Las har fået hold i nakken, så jeg har en god legekammeret i min uvirksomhed! Vi ser en hulens masse film og griner af vores egen og hinandens ynkelighed. Men mon ikke vi snart kommer til kræfter og kan holde noget lækkert ferie sammen. Bevares det er vildt hyggeligt at stene film, men vi vil jo også gerne ud i verden og fyre den lidt af sammen.

Men igen, giv nu dig selv lov til at være i kemo! Ikke stresse. Nu hvor jeg har ferie og ikke skal alt muligt, fatter jeg ikke at jeg har arbejdet, lavet interviews og skrevet artikler under de forrige kemoer. Jeg må jo være fuldkommen vanvittig.

Såeee...nu vil jeg tage min cykel og cykle til Vanløse sammen med Las og besøge min svigermor (-:

Længe siden...

Ja tiden er simpelthen fløjet afsted og jeg har fået min sidste kemo. I mandags. Tænk engang, nu er jeg færdig med kemoen. Det er vildt lækkert og jeg har været småhøj af lykke hele ugen. Lige nu er jeg dog lidt smadret af kemoen, den satte lige ind i går så det bliver ikke den store update i dag.

Strålingen begynder d. 23. juli men det er jeg ikke nervøs for. Blot irriterende at det er hver dag i 29 dage. Jeg er på landet hos min far og Lis og slutter mig til Las og Dissingerne i Århus i morgen. Glæder mig til at have nogle fridage sammen med Las derhjemme. Det trænger vi til.

Jeg har fået mine penge udbetalt fra forsikringen så vi har ingen økonomiske bekymringer hen over sommeren (-: Tværtimod. Mit hår er også begyndt at gro ud - med en vældig fart endda. Så alt i alt er det gode tider!