Jeg er træt som et alderdomshjem. Min krop er tonstung, og jeg kan ikke tænke en eneste klar tanke. Jeg kan heller ikke finde ud af bare at smide mig foran dvd'en og glo. Derfor går jeg lidt hvileløst rundt i lejligheden og er nu endt her, i mit virtuelle confessionroom. Blev opereret for anden gang i forgårs, torsdag d. 18. januar. Det var en ukompliceret sag, der ikke tog mere end en times tid, og jeg var hjemme igen samme eftermiddag. I går havde jeg det helt fint, men i dag må jeg have fået en slags narkosetømmermænd eller lignende!
Denne gang på Riget mødte jeg Trine. En 36 årig mor til to, der lige har fået fjernet sit ene bryst og heldigvis er uden for fare (I kan læse hendes kommentar ved at klikke på overskriften til forrige afsnit). Det var skønt at snakke med en anden brystkræftpatient, og jeg håber at vi kan blive ved med at have lidt kontakt - enten her eller ude i den 'virkelige' verden. Jeg ønsker hende i hvert fald det allerbedste, og er sikker på at hun og familien klarer skærene.
Jeg er meget dårlig til bare at lave ingenting og lade tankerne svæve i alle mulige og umulige retninger, men jeg vil nu alligevel gøre forsøget, for jeg orker ikke rigtig noget. Men inden jeg gør det, vil jeg dele nogle af mine mest bange og uredigerede tanker med jer. Også fordi jeg jo håber, at der på et tidspunkt er mange flere ligesom Trine, der kan få noget ud af at læse de her mange tanker og følelser. Det er et par sider jeg skrev i Jylland, nærmere bestemt tirsdag d. 16. januar om aftenen:
"Jeg vil ikke være syg. Jeg er pissebange for at blive syg. Altså sådan rigtig syg. Af kræft. Bange for hvad der kan ske med min krop, som jeg ikke har en skid kontrol over eller forstår. Jeg har aldrig prøvet at være sådan rigtig syg. Og nu har jeg haft brystkræft uden sådan at være rigtig syg. Jeg har haft en dødelig sygdom uden at kunne mærke det indeni som andet end en stor følelsesmæssig belastning. Det er bizart. Det er jo også med til at gøre den her brystkræftdiagnose uvirkelig. Fordi jeg ikke har kunnet mærke noget, før jeg blev opereret og fik sår af det. Nu er de langsomt ved at hele, og en dag om ikke så forfærdelig længe er de bare nogle hvide linier i min hud. Men sygdommen, eller hvordan man nu vælger at kategorisere det, sidder stadig i mig mentalt. Og det vil den gøre altid. Angsten for kræften er meget present, og jeg føler en stigende trang til at tale ud om det med en professionel terapeut. Det er så uhåndgribeligt. Tænk hvis jeg bliver rigtig, rigtig syg. Tænk hvis jeg lige pludselig ikke kan en skid og bare ligger og har smerter. Tænk hvis jeg bliver grim og gammel før tid. Tænk hvis jeg ikke når at leve - leve mine drømme ud. Tænk hvis den her kur ikke virker. Tænk hvis strålingen og evt kemoen ikke virker. Tænk hvis det kommer tilbage om 10 år og er endnu sværere at behandle. Tænk hvis jeg ikke opdager det i tide. Jeg vil leve mit eget gode, skønne liv og ikke dø som 44 årig ligesom min mor. Jeg vil så gerne tro."
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Kære Tina, jeg forstår din angst så godt som man nu kan, når man ikke selv står i det. Jeg ved ikke om det er værre at være bange for om ens barn er sygt. Om ikke andet kan man jo handle fornuftigt(forebyggende) og så så vidt muligt prøve ikke at bekymre sig, før eventuelle problemer faktisk dukker op. Lettere sagt end gjort, men der er jo ikke noget klogere at gøre - så vidt jeg ved - hvis man gerne vil være et menneske med en risiko og ikke en risiko med et menneske-påhæng.
Kære Cecilie. Tak. Du har ret. Jeg vil netop gerne nå et stadie, hvor jeg ikke bekymrer mig om noget, der ikke er sket - endsige er risiko for nogensinde kommer til at ske. Og jeg tror på, at det nok skal komme med tiden. I dag har jeg fx set et job jeg rigtig gerne vil have, og det er en fed følelse at have lyst til at søge det og tænke fremad.
Send en kommentar