Update

Det føles som længe siden jeg har skrevet her. Ved ikke. Der har været så meget. Nu er hverdagen lige så stille begyndt, og det er både skønt og svært. Nu skal jeg til at lære at leve et normalt liv så at sige velvidende at jeg lige har haft kræft og skal igennem en omfattende efterbehandling. Desværre mere omfattende end jeg havde håbet. Stråling er obligatorisk, når man har fået lavet en brystbevarende operation. Kemoen troede jeg måske jeg kunne slippe udenom, fordi mine prognoser er så gode. Men nej, det anbefaler de. Plus en anti-hormonbehandling, der skal løbe over 5 år! Den kræfttype jeg havde, var hormonfølsom (det man kalder østrogen receptor-positiv) og derfor anbefaler de en behandling, der forhindrer kroppen i at producere østrogen og således sætter mig i en slags kunstig overgangsalder. Den har jeg virkelig svært ved at æde! Kemo er direkte perverst, og det er fuldkommen bizart at skulle have spøjtet sygdom ind i kroppen - at blive syg når man ikke er syg for ikke blive syg. Det giver ingen mening. Men det har trods alt et kort tidsperspektiv. 2*3 behandlinger med et par uger eller 3's mellemrum. Det er til at overskue. Hormonbehandlingen løber over 5 år, og spørgsmålet er om jeg så ikke kan få børn i hele den periode. Børn er jo i det hele taget det store spørgsmål i den her sammenhæng. Både kemoen og anti-hormonbehandlingen påvirker min fertilitet, og jeg er hundeangst for at resultatet bliver, at jeg simpelthen ikke er i stand til at få børn. Eller at der et uforsvarligt, fordi en stigning i østrogenproduktionen under graviditet kan medføre at eventuelle tilbageblevne hormonfølsomme kræftceller vokser. Jeg er fanget af min egen krop! Det er rædsomt. Jeg elsker min krop. Mine bryster. Min kvindelighed. Min fertilitet. Nu er den på en eller anden måde blevet min fjende. Og folk omkring spytter bare børn ud. Det er fanme tarveligt.

Min gode veninde Naomi sagde forleden til mig, at hun ville ønske, der var noget hun kunne gøre for mig udover at være der og elske mig. Det er der sagde jeg. Få det til at gå væk. Det er sådan noget små børn siger til deres mor og far, når det gør rigtig ondt. Få det til at gå væk. Men jeg er et voksent menneske, og der er ingen nogen i den her verden, der kan få det her til at gå væk. Jeg skal 'lære' at leve i og med det. Også selvom jeg i kliniske termer ikke længere har kræft. Det er fanme en hård nyser, og jeg er uendelig glad og taknemmelig for at mine venner og min familie er der og elsker mig. Jeg kunne ikke klare det uden. Men det føles i sidste ende alligevel ensomt. Det er min krop der er sket med. Og mit liv, der står på spil. Sådan er det bare.

Jeg har erfaret, at det er det følelsesmæssige arbejde i alt det her og især i forhold til efterbehandling, der er det primære og skal være det væsentligste fokus for mig. Jeg er ung og stærk og skal klare kemoen osv., men jeg er skrøbelig indeni så at sige. Brystkræft har fyldt meget i mit liv. Min mor fik det konstateret, da jeg var en 10-11 år gammel og døde af det, da jeg var 17. Det er klart, at jeg kobler min sygdom med hendes, og at jeg har svært ved at holde det adskildt. Det har taget mig rigtig mange år frigøre mig fra sorgen over tabet af min mor (jeg er faktisk ikke sikker på at det helt er lykkes), og nu står hun der igen. Denne gang med den forbandende sygdom, som jeg måske har arvet fra hende. Det er sgu da ufatteligt irriterende. Men det her er mit liv, og jeg er ikke syg mere. I dag skal jeg for eksempel flytte sammen med min elskede i vores fantastiske lejlighed. Det glæder jeg mig til. Og prøver ikke at tænke på hvor tarveligt det er, at der ligger denne mørke sky henover vores lykke.

Den 22. februar skal jeg og Las og mødes med det team af onkologer (kræftspecialister), der skal planlægge min efterbehandling. Der er lidt lang tid til, men det passer mig faktisk fint. Det er en rar pause, hvor jeg kan nå at tænke det ordenligt igennem og få min hverdag med nyt arbejde og nyt hjem op at køre. Her er de foreløbige spørgsmål jeg vil stille onkologerne. Hvis I kan komme på flere, så lad mig endelig vide det. God weekend og masser af kærlighed.

Kemoterapi:
- går jeg i overgangsalderen?
- kan jeg blive gravid efter kemoen? Hvor lang tid skal der gå?
- hvorfor skal jeg have de her behandlinger?
- taber jeg håret?
- hvilken type kemo – navnet på medicinen?
- hvad er fordele og ulemper?
- er der nogle kemoterapiformer der forårsager for tidlig overgangsalder frem for andre?
- kan man forhindre tab af fertilitet?
- hvordan udvælges doser?
- hvad er de kortsigtede og de langsigtede bivirkninger?

Hormonbehandling:
- hvad er min menopausale status og hvilken indflydelse har det på behandlingsformen?
- Tamoxifen blocks the effects of estrogen on breast tissue without changing your body's production of estrogen?
- Svagere knogler?
- påvirker behandlingen min mulighed for at blive gravid?
- hvad er fordele og ulemper?
- vil jeg gå i overgangsalderen?
- hvor lang tid varer behandlingen?

Hvad betyder 5 års survivalmark?
Kan jeg komme til at tale med en fertilitetsekspert?