Champagnedag

Hurra! Yes! Jeg er 20 kilo lettere indeni! Jeg er rask! Jeg er helbredt! Det er for sindsygt.

Dagen begynder ellers total helvedesagtigt. Har sovet elendigt og gennemsvedt min dyne af angst for i dag, hvor jeg skal møde på Riget og have svar på alle prøver fra operationen. Som aftalt ringer jeg i forvejen og spørger om mine svar er klar. Det ved de ikke rigtigt. Skal lige tjekke. En sød sygeplejerske roder rundt i nogle papirer og kommer tilbage til telefonen og siger at de har nogle svar, men hun skal lige tjekke med Rita (min læge på Mamma) om det er tilstrækkeligt. Ring tilbage om en time. Den time sender mig ud på en lang frustrende rejse af vrede, frygt og irritation. Endelig er den gået og jeg ringer op igen. Stadig tvivl. De beder om mit nummer, så de kan ringe tilbage. Svartiden er kl 12.20. Klokken er nu 11. Jeg er ved at blive sindsyg. Jeg hader, at de ved mere end mig. Holder de med vilje noget tilbage? Er det fordi, der er problemer med prøverne, at de ikke er klar? Er det fordi, der står i papirerne, at jeg alligevel er meget syg og skal dø? Mobilen ringer. Jeg kan komme til svartid. De har de papirer de skal bruge. Lettelsen giver plads til al sorgen og angsten og gråden. Det skal ud, og det kommer det.

Min kæreste Las og jeg taler om bagefter, da jeg er blevet tung og rolig igen, at lige der midt i den form for angst og bæven, da er man fuldkomen alene. Der kan ikke engang Las tage med. Og sådan må det nødvendigvis være. Det er jo mit liv. Jeg siger til Las, at når jeg sidder der på hug og lader den dybe hulkegråd strømme igennem mig, så føler jeg mig som en gammel kvinde, der sidder alene midt i ødemarken eller på tundraen og skriger sine sorger ud. Der er en voldsom urkraft i det, og jeg føler mig trods ensomheden i det forbundet med alle kvinder til alle tider, der har levet og dermed lidt. Det er ret smukt at tænke på. I hvert fald bagefter.

Til mødet på Riget fortæller Rita os, at der ser virkelig godt ud. Knuden i venstre bryst er en bindevævsknude (og det er de sikre på den her gang!), og der ingen spredning til lymferne. Den cancerknude de har taget ud er en meget langsomt voksende type og ikke videre aggressiv. Det vil sige at risikoen for at canceren har bredt sig er meget lille. Med en brystkræftdiagnose i min alder er det det bedst tænkelige resultat. Og et meget usædvanligt resultat. Der er åbenbart ikke ret mange i verden på min alder, der får den type cancer. Normalt får unge mennesker en meget aggressiv form for cancer, der spreder sig hurtigt. Jeg har haft en slags gammelkonecancer. Bare heldigt for mig. Det betyder dog at lægerne ikke har et hav af fortilfælde ligesom mig, som de kan søge erfaring i, når de skal planlægge mit efterhandlingsforløb, så Rita vil tage min sag med til en konference d. 17. januar og diskutere med kræftspecialister og patologer, hvad der er det rigtige for mig. Det er nemlig ikke nødvendigvis kemoterapi. Når jeg har så god en prognose er sprørgsmålet om det er det værd at skyde en masse gift ind i kroppen på mig. Jeg får af vide, hvad de har diskuteret sig frem til d. 18. og Rita og jeg har endnu et møde d. 25. januar. Hun har også sagt til mig, at jeg også skal gøre op med mig selv, hvad jeg synes er det rigtige mht kemo. Det er selvfølgelig et ansvar som man godt kunne være foruden, men på den anden side udspringer det af, at min helbredelsesprocent allerede er meget høj. Der er stadig mange ting at tage stilling til. Plus de genetiske test, der skal afgøre om jeg er genetisk disponeret for at udvikle cancer, påbegyndes i april, så der bliver også en masse nyt at forholde sig til.

Men alt i alt er jeg og Las og alle vores nærmeste meget glade og lettede. Den eneste lille hage ved det, er at jeg skal opereres igen. Ja. Det er ikke noget farligt. Lægerne synes ikke at de har fået fjernet tilstrækkeligt af den 1cm sikkerhedszone, som de rutinemæssigt fjerne rundt om den udtagne cancerknude. Det er selvfølgelig belastende at skulle ind igen. På den anden side er det da rart at vide, at de gør deres arbejde ordenligt og følger det til dørs. Plus det er Rita herself, der gør jobbet færdig. Det glæder mig, for hun er supertjekket og fantastisk sød. Hun er meget omsorgsfuld og levende og vi har en god kemi. Den nye operation løber af stabelen torsdag d. 18. januar - om en uges tid. Ja jeg har heldigvis ikke mærket noget til det danske sundhedsvæsens langsommelighed på kræftområdet!

Nu har Las og jeg drukket champane i vores nyrestaurerede lejlighed sammen med homie Anders. Vi er trætte og skal sove nu.

Godnat og tak til de højere magter, hvem de end måtte være.