Har jeg kræft eller har jeg ikke kræft?

De fleste mennesker, der har oplevet voldsomt traumatiske begivenheder, kender til det højst mærkværdige tidshul man dratter ned i, når bevidstheden har vænnet sig tanken om hændelsen og dens konsekvenser og verden lige så stille triller videre i sin vante gang. Der er jeg nu. Det føles ligesom at stå midt i filmisk virkelighed, der for en tid har været frosset til i intenst chok og som nu har fundet det rigtige hak og larmende og prøvende genoptager sin handling. Problemet er bare, at jeg i mellentiden har mistet orienteringen i den igangværende historie og humper forvildet rundt i et plot, som jeg ikke forstår og ikke har nogen som helst magt over.

Forestillingen om at have kontrol over sin liv og sin historie er selvfølgelig en tåbelig illusion, hvad enten man har kræft eller ej, men en del af de fleste menneskers tanker og handlinger er trods alt koncentreret om at indrette sig, som man synes er rigtig og har lyst til - at iscenesætte en form for tilfredsstillende livshistorie. Det projekt går på grund, når man pludselig står med en i gængs opfattelse livstruende sygdom. Det kan man blive klog af, bestemt. Og det er sundt at få rystet lidt op i vanetænkningen, helt sikkert. Der er bare det ved det, at jeg kontinuerligt igennem hele mit liv med jævne mellemrum har gjort mig den type erfaringer - chok, sorg, dødsfald, sygdom, omsorgssvigt - you name it. Og nu kunne jeg faktisk godt tænke mig snart at lave lidt af den der type banalt identitets - og livshistoriearbejde.

Anyway jeg tager den her tur med også, og lige p.t. er jeg dybt taknemmelig for at have fået mit liv tilbage i den forstand, at canceren er ude af mit bryst, og der er ingen tegn på spredning. Men jeg sidder samtidig og venter på flere svar og prøver, og jeg ved ærlig talt ikke helt, om jeg skal tro på, at jeg ikke længere har kræft. De kan jo ikke se alle metastaser i hele kroppen. Hvor stor en del af mit liv på længere sigt kommer den her sygdom til at optage? Kan jeg få børn, arbejde, elske, løbe, svømme, rejse, æde, drikke, dykke, skrive, læse etc.? Det handler selvfølgelig også om beslutninger og rigtige valg fra min side, men der går nok nogle uger endnu, inden jeg oprigtig føler mig som en del af det liv der er mit.

Men hey, når Bob Dylan nu pludselig vrænger "Like A Rolling Stone" ud i mine hovedtelefoner, kan jeg sgu alligevel godt mærke kærligheden (-: Tag den kræft!